Da Kevin Magnussen i 2015 var på kontrakt hos McLaren, knuste det britiske team ikke bare en, men to af danskerens helt store drømme.

Først droppede det ham som Formel 1-kører, og siden blokerede det et skifte til den amerikanske Indycar-serie Indy 500, hvor Andretti Autosport ellers stod klar med en kontrakt. Det fortæller Magnussen i et interview med motorsportssitet Crash:

»Jeg besøgte Andretti i Indianapolis, jeg forhandlede med dem, og jeg var tæt at få ’go’. Det var meget, meget tæt på,« siger han.

»Men det gik ikke, som jeg ønskede med McLaren. Jeg havde ikke rigtig den opbakning, som jeg havde brug for fra dem på det tidspunkt. De støttede mig meget inden det, men i det øjeblik, gjorde de det ikke særlig godt. Det må jeg indrømme,« siger Kevin Magnussen, der i stedet måtte tage til takke med rolle som reserve for McLarens Formel 1-kørere Jenson Button og Fernando Alonso:

»Så jeg endte med slet ikke at køre overhovedet den sæson, hvilket var en katastrofe for mig og ville have været det for enhver racerkører.«

’Katastrofen’ til trods har Magnussen dog ikke droppet drømmen om Indycar:

»Jeg ville elske at gøre det (køre Indycar, red.). Jeg ville aldrig droppe Formel 1 for a gøre det, men jeg ville elske at gøre det. Det er en af de ting, jeg drømmer om om natten nogle gange. Det er virkelig noget, der tænder mig,« siger han til Crash.

Kevin Magnussen står foran sin fjerde sæson i Formel 1. Efter McLaren-degraderingen lykkedes det danskeren at komme tilbage i feltet, først hos Renault i 2016 og siden hos Haas i 2017 og snart i 2018-sæsonen.