Kevin Magnussen er på vej ud af Formel 1 – Christian Lundgaard er på vej ind. 28-årige Magnussen kører i denne weekend sit tredjesidste løb i kongeklassen og satser fra næste sæson på sportsvognsracing. 19-årige Lundgaard slutter i næste weekend sin første Formel 2-sæson, fortsætter i klassen i 2021 og er Formel 1-klar i 2022.

Kevin Magnussen er den bedste danske Formel 1-kører nogensinde. Kan Christian Lundgaard gøre det endnu bedre?

Her er en foreløbig sammenligning.

JUNIOR-KARRIERE

Både Magnussen og Lundgaard var kun 15 år, da de debuterede i formel-racing. Magnussen kørte i 2008 i det danske Formel Ford-mesterskab, som han vandt overlegent.

Lundgaard satsede fra starten internationalt og vandt i 2017 både det nordeuropæiske og det spanske Formel 4-mesterskab.

Fra begynder-klasserne rykkede både Magnussen (2009) og Lundgaard (2018) op i Formel Renault, hvor de begge sluttede på andenpladsen. Så fulgte Formel 3, hvor Magnussen tilbragte to sæsoner, mens Lundgaard avancerede til Formel 2 efter bare et enkelt år.

Magnussen skulle efter sine Formel 3-sæsoner vælge mellem GP2 og Formel Renault World-serien. De to klasser lige under Formel 1 var dengang sidestillede, og Magnussen satsede på Renault World-serien i 2012-13. Efter en samlet syvendeplads i 2012 vandt han mesterskabet i 2013 og var så Formel 1-klar i 2014.

I dag er Formel 2 sidste stop inden Formel 1. Her kører Lundgaard i år sin første sæson, og han har vundet to løb. Han fortsætter i Formel 2 i 2021, hvor målet er at vinde mesterskabet, og så er han klar til at debutere i Formel 1 i 2022.

Hvis ‘køreplanen’ holder, er Lundgaard altså kommet igennem junior-klasserne et år hurtigere end Magnussen.

Kevin Magnussen i Formel Renault 2009.
Kevin Magnussen i Formel Renault 2009. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Christian Lundgaard i Formel Renault 2018.
Christian Lundgaard i Formel Renault 2018. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

FORMEL 1-FORBINDELSER

Kevin Magnussen og Christian Lundgaard kom begge tidligt med i Formel 1-juniorprogrammer. Magnussen blev en del af McLaren-teamets Young Driver-program i 2010, og Lundgaard har været med i Renault Sport Academy siden 2017.

Begge programmer satser på at uddanne fremtidige Formel 1-kørere og rådgiver blandt andet om karriereplanlægning, fysisk træning, ernæring og mediehåndtering.

Men der er en forskel: McLaren var inde i en nedadgående spiral, da Magnussen var hos dem – Renault er i disse år på vej frem i Formel 1-feltet.

BAGLAND

Kevin Magnussen og Christian Lundgaard er begge sønner af tidligere racerkørere. Jan Magnussen kørte Formel 1 fra 1995-98 og har siden vundet GT-klassen i Le Mans flere gange. Henrik Lundgaard vandt EM i rally i 2000, og de to racer-fædre har faktisk været teamkammerater i den danske DTC-serie.

Både Jan Magnussen og Henrik Lundgaard spillede en central rolle i deres sønners tidlige karriere. Men de forstod også at slippe tøjlerne og afgive ansvaret for sønnernes fremtid til professionelle managers.

Kevin Magnussen indgik et samarbejde med den Formel 1-uerfarne Dorte Riis Madsen, der sluttede i en kontroversiel retssag.

Christian Lundgaard har den erfarne Alessandro Bravi, der har sin daglige gang i Formel 1-paddocken, som manager.

Kevin og Jan Magnussen.
Kevin og Jan Magnussen.
Vis mere

Christian og Henrik Lundgaard.
Christian og Henrik Lundgaard. Foto: Grand Prix Photo/Lise Nygaard
Vis mere

ØKONOMI

Kevin Magnussens junior-karriere blev finansieret af først Karsten Ree (tidligere ejer af Den Blå Avis) og siden Anders Holch Povlsen (Bestseller-ejer).

Hemming Van (tidligere ejer af Daloon) og Kaj Andersen (dansk forretningsmand bosat i Singapore) har investeret i Christian Lundgaards juniorkarriere.

Men Lundgaard synes alligevel at stå stærkere, end Magnussen gjorde: McLarens juniorprogram for Magnussen handlede ‘kun’ om råd og vejledning – hos Renault er man med til at finansiere Lundgaards vej gennem juniorklasserne.