Den danske Formel 1-mekaniker Emilie Rath har scoret sig et topjob i Formel 1.

Den danske mekaniker skifter midterholdet Racing Point Force India ud med et job hos giganterne Mercedes.

Hos Racing Point Force India var Emilie Rath en del af mekanikergruppen, men det er en mere speciel rolle, hun skal indtage hos Mercedes. Det skriver Ekstra Bladet.

Her skal Emilie Rath være specialmekaniker i Mercedes' motorafdeling HPP, hvor hun på et tidspunkt kommer til at være den hovedansvarlige for en af motorerne i de biler, der kører med Mercedes-motorer.

»Jeg bliver hovedmekaniker på en af motorerne. Det kan være hos Mercedes hos enten Hamilton eller Bottas, eller det kan være Force India eller Williams.«

»Her får jeg tildelt en kører, hvis motor jeg står for,« siger Emilie Rath til Ekstra Bladet.

Emilie Rath skal fra årsskiftet i oplæring hos Mercedes i England. Hun forventer, at der går et sted mellem seks måneder og to år, før hun skal rundt med et af holdene.

Den 26-årige mekaniker har også tidligere været hos Formel 1-holdene Manor og McLaren.