Kevin Magnussen kunne ikke følge op på en flot kvalifikation og sluttede som nummer 12 i Monacos grandprix.

Et tidligt pitstop ødelagde det for Kevin Magnussen, da der søndag blev kørt Formel 1 i Monacos smalle gader.

Danskeren startede det prestigefyldte løb i femte position, men endte med at køre over målstregen som nummer 12 efter at have ligget i den tunge ende af feltet det meste af dagen.

Danskerens holdkammerat, Romain Grosjean, blev nummer ti efter at have startet som nummer 13.

Lewis Hamilton (Mercedes) var forrest, da løbet startede, og var det også, da det sluttede, selv om han måtte kæmpe med sine dæk hen mod slutningen. Det er britens fjerde sejr i år. Han vandt foran Sebastian Vettel og holdkammerat Valtteri Bottas.

Med søndagens placering har Kevin Magnussen ligesom før løbet 14 VM-point. Romain Grosjean har to.

Lewis Hamilton udbygger med sin sejr føringen i VM-stillingen.

Det så inden løbet ud til, at Kevin Magnussen ville kunne få et flot resultat med sig hjem. Danskeren startede langt fremme, og løbet i Monaco er kendt for at byde på få overhalingsmuligheder.

Allerede i første sving gik det dog galt for danskeren, da han måtte opgive sin position til Daniel Ricciardo.

Kort efter forsøgte Magnussen at udnytte en periode med safety car til at få nye dæk på, men det sats gav ikke pote. Tværtimod.

Magnussen kom ud fra pitten som nummer 14 og måtte bruge resten af løbet på langsomt at kæmpe sig frem.

Genoplev LIVE-bloggen herunder.

/ritzau/