Sebastian Vettel havde en skidt weekend på Monza-banen, hvor han blev straffet hårdt for 'farlig' kørsel.

Den tyske, firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel befinder sig et svært sted i en ellers flot Formel 1-karriere lige nu.

Internt hos Ferrari ligner han mere og mere teamets anden-violin for supertalentet Charles Leclerc, som vandt weekendens grandprix på Monza.

Det var monegaskerens anden sejr i træk, og Charles Leclerc blev hyldet som en frelser af de fanatiske Ferrari-fans på den italienske hjemmebane.

Mens Charles Leclerc brillerede, kvajede Sebastian Vettel sig i løbet, hvor han kørte af banen.

Det var dog manøvren efter uheldet, som var decideret farlig og klodset kørsel af Sebastian Vettel. Uden hensyn til konkurrenterne styrede tyskeren sin Ferrari ud på banen.

Her kom unge Lance Stroll flyvende og blev uforvarende ramt og sænket af Sebastian Vettel.

Dommerne slog hårdt ned på Sebastian Vettel efter episoden. Her blev han tildelt en tvungen tur i pit plus medfølgende strafsekunder.

Men dommerne smed samtidig tre strafpoint oveni til tyskerens licens for 'farlig kørsel'. Og han er nu faretruende tæt på at havne i karantæne.

Sebastian Vettel har nemlig ni strafpoint i licensen over en periode på 12 måneder. Dermed er han kun tre point fra at blive udelukket fra et løb, hvis han igen havner i ballade.

Den trussel kører tyskeren rundt med i de kommende tre løb, før flere af de hidtidige point bortfalder, fordi der er gået mere end 12 måneder, siden Sebastian Vettel fik dem tildelt.

Se episoden fra Italiens Grand Prix i playeren i toppen af artiklen.