Ferraris teamchef, Maurizio Arrivabene, vil have svært ved at sige nej, hvis Michael Schumachers søn, Mick Schumacher, spørger om hjælp fra Ferrari.

»Med sådan et navn, der skrev Ferrari-historie, er døren i Maranello altid åben. Selvfølgelig. Men uden at brænde trinnet. Det vil være Schumacher-familiens beslutning,« siger Arrivabene om Schumacher-sønnen til blandt andre Motorsport.com.

19-årige Mick Schumacher har godt gang i at følge i far Michaels fodsport.

Den tyske racerkører debuterede sidste år i Formel 3-klassen, hvor den kommende McLaren-kører Lando Norris i 2017 vandt det samlede mesterskab.

Mick Schumacher (til højre) sammen med nuværende Ferrari- og kommende Alfa Romeo Sauber-kører Kimi Raikkonen. Vis mere

I denne sæson har Schumacher imponeret voldsomt og ligger således nummer to i den samlede stilling - bare tre point efter den førende kører, Daniel Ticktum.

Michael Schumacher kørte før sin Formel 1-karriere i den tyske Formel 3-klasse, som han vandt, inden det blev til syv mesterskaber i motorsportens sværvægtsklasse.

Selv om Maurizio Arrivabene har nok så stor respekt for Schumacher-sønnens nuværende resultater, så opsøger han ikke selv lige nu at hente ham til det legendariske, italienske team.

»I forhold til Mick Schumacher tror jeg, det vigtigste vil være at lade ham vokse uden at presse ham. De seneste resultater er meget, meget flotte, og jeg ønsker ham en god karriere,« siger Arrivabene.

Maurizio Arrivabene. Vis mere

Der vides fortsat ikke meget om Michael Schumachers tilstand efter hans skiulykke i december 2013.

Senest vi hørte nyt fra Schumacher lejren, drejede det sig om, at familien angiveligt planlagde at flytte - med den 49-årige Formel 1-legende - fra hjemmet i Schweiz og til byen Andratx, der ligger på den spanske ferieø Mallorca.

Angiveligt bekræftede borgmesteren i Andratx historien, men det blev senere afvist både fra bystyret i Andratx og at Schumacher-familiens manager, Sabine Kehm.

Formel 1-feltet ruller igen i denne weekend, hvor den står på Singapores Grand Prix. Lørdag klokken 15 er der kvalifikation, og du kan følge den LIVE her på B.T. Sport.