Det blev en dramatisk Formel 1-sæson præget af den verdensomspændende coronaepidemi.

Samtidig blev det – forhåbentlig kun for en stund – farvel til dansk deltagelse i motorsportens kongeklasse.

Kevin Magnussen kan dog trøste sig på en ærefuld titel som årets allerbedste starter.

B.T.s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard, uddeler sine helt egne priser og gør status over Formel 1-året 2020.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS STAND-IN: George Russell

Corona gav et par overraskende stand-in-indsatser i løbet af sæsonen. Nico Hülkenberg vendte tilbage til Racing Point, hvor han på skift nåede at afløse både Sergio Perez og Lance Stroll og gjorde det overbevisende. Men det, George Russell præsterede i Lewis Hamiltons Mercedes i Sakhir Grand Prix, var endnu flottere.

Den unge englænder var i sin første tur i bilen hurtigere end Valtteri Bottas, der har kørt for Mercedes i fire år. Hvis ikke Mercedes-mekanikerne havde dummet sig i pitten, havde Russell vundet sit stand-in-løb.

Indsatsen gav helt nye perspektiver for Mercedes' fremtidige lineup, og Lewis Hamilton rejste sig fra sygesengen for at genindtage sin bil i sæsonfinalen i Abu Dhabi. Det er nok sidste gang, han låner nøglerne til sin Mercerdes til Russell.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS NYE BANE: Portimao

Covid-19-pandemien skabte kaos i Formel 1-kalenderen, og de 10 første løb blev aflyst eller udskudt. For dog at samle 17 grandprixer gav Formel 1-organisationen løb til et par nye baner.

Både Mugello og Portimao var spændende nyheder, som kørerne omgående blev vilde med. Portimao får prisen, for banen ved den portugisiske Algarvekyst udfordrede kørerne med en spektakulær samling hurtige og ofte blinde kurver i er afvekslende terræn.

Et passende sted for Lewis Hamilton at slå Michael Schumachers rekord for flest Formel 1-sejre.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS BEDSTE BIL: Mercedes F1 W11

I mange år var det den bomstærke motor, der sendte Mercedes i front.

Men i dag, da alle motorfabrikanter er ved at ramme toppen af udviklingskurven, er selve bilen den afgørende brik i Mercedes' succes. 2020-modellen Q11 er et godt, gennemprøvet koncept med en relativt lang akselafstand, der år for år finjusteres.

Læg dertil en suveræn kvalitetskontrol og den stærke motor, og resultatet er den hurtigste bil i Formel 1-historien.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS DÅRLIGSTE BIL: Haas VF20

Efter den hysteriske VF19, der alt efter temperament kunne være både helt i front og ligge helt i bunden, var Haas' 2020-model VF20 et mere konservativt design.

Desværre havde den taget flest af de dårlige aspekter med fra VF19, og samtidig blev den hæmmet af den skandaløst svage motor, Ferrari leverede i 2020.

Det var tydeligt, at man i Maranello havde været lige (u)lovligt kreative med 2019-motoren, og da man skulle følge reglerne til punkt og prikke, var man langt efter Mercedes, Renault og Honda. Da Haas samtidig ikke havde budget til at udvikle bilen, blev Haas VF20 hurtigt den langsomste bil i 2020-feltet.

Foto: Skuffelse
Vis mere

ÅRETS SKUFFELSE: Sebastian Vettel

Den undermotoriserede Ferrari var helt sikkert ingen fornøjelse at styre i 2020. Men mens Charles Leclerc bed tænderne sammen og trods alt skabte en række fornuftige resultater, var Vettel som regel milevidt efter sin unge teamkammerat.

Den firdobbelte verdensmester formåede ikke for alvor at tøjle den fejlkvote, der bare er vokset og vokset de seneste år. Ingen blev overrasket, da Ferrari allerede i foråret meddelte, at samarbejdet ikke ville blive forlænget.

Til gengæld var det uventet, at Vettel nu fortsætter karrieren hos Racing Point/Aston Martin. Her får han teamejer Lawrence Strolls søn Lance som teamkammerat, og det ligner ikke den mest behagelige måde at slutte sin Formel 1-karriere på.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS MIRAKEL: Romain Grosjean

Der går hurtigt inflation i orden ’mirakel’, men det, der skete på første omgang af Bahrains Grand Prix, var et sandt mirakel.

Der er ingen andre ord, der dækker, når man slipper omtrent uskadt fra at ramme autoværnet frontalt med 221 km/t, få adskilt sin bil i to dele, blive presset gennem to lag autoværn i sin overlevelsescelle – og så kæmpe sig ud af et flammehav omtrent uskadt.

Romain Grosjean havde det allerværst med, at hans kone og små børn måtte opleve det hele på tv, og han siger, at han aldrig mere vil udsætte sin familie for noget lignende. Måske skal han genoverveje ideen om at køre IndyCars ovalbaner?

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS KØRER: Lewis Hamilton

Med sin syvende VM-titel tangerede Hamilton Michael Schumachers rekord, og undervejs slog han den tyske legende rekord for flest grandprixsejre.

Lewis Hamilton kørte måske bedre end nogensinde, og det er det allermest imponerende ved hans 2020-sæson: At han efter så mange år, så mange sejre og så mange millioner på bankkontoen stadig finder motivationen til at forbedre sig.

På hans styrthjelm står der med rette 'Still I Rise’. Respekt!

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS POLITISKE STATEMENT: Black Lives Matter

Lewis Hamilton udnyttede i år dygtigt sin position til at hijacke Formel 1 i politisk øjemed.

Ingen kan være uenig i, at ’Black Lives Matter', og at verden skal 'end racism’.

Men efter i en hel sæson at have sendt præcis samme statement i minutterne inden starten, skulle Formel 1 måske prioritere andre men tilsvarende vigtige sager i 2021?

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS KOPI: Racing Point RP20

Racing Point startede sæsonen med en tro kopi af den bil, deres motorleverandør Mercedes indsatte.

Lidt ironisk, for det var kun 18 måneder siden, Racing Point havde angrebet Haas for at køre med en ’hvid Ferrari’. ’Kopiracere’ bevæger sig i reglementets gråzoner, men hverken Haas i 2018 eller Racing Point i 2020 gjorde i princippet noget ulovligt.

Og det hører med til historien, at Racing Point gennemførte et selvstændigt udviklingsprogram med deres Mercedes-klon, der fjernede den mere og mere fra den tyske original, og at teamets enlige grandprixsejr kom, da den ’lyserøde Mercedes’ faktisk havde bevæget sig langt væk fra forbillede.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS BEDSTE STARTER: Kevin Magnussen

Det er én ting at starte langt tilbage efter en forfejlet kvalifikation. Så har man en bedre bil end kørerne omkring sig og kan forholdsvis nemt vinde placeringer på første omgang.

Det er noget helt andet at starte lidt længere fremme, end man egentlig burde, fordi man allerede under kvalifikationen har gjort det bedre, end bilen fortjener.

Og så alligevel tage masser af positioner, når de røde lamper slukker. Træd frem på scenen, Kevin Magnussen!

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

ÅRETS ICEMAN: Kimi Räikkönen

’Årets Iceman’ – hvad er det? En kategori, jeg har opfundet til lejligheden.

Simpelthen fordi Kimi Räikkönen fortjener en pris – bare for at være Kimi.

Iskold, ligeglad og nærmest en fornærmelse for journalisterne på pressemøder. Og stadig – 20 år efter sin Formel 1-debut – forrygende hurtig.