Banken kom til verden i Aarhus i 2015, og nu skal Lunar være med i motorsportens kongeklasse.

Kevin Magnussen kom tilbage til Haas, da Nikita Mazepin og hans stenrige sponsor-far røg ud efter den russiske invasion af Ukraine, og nu får det amerikanske team endnu en double.

I stedet for russisk racerkører og russiske sponsorpenge får de nu en dansker bag rattet og en dansk sponsor i form af Lunar.

Den nordiske bank med rødder i det jyske er en selvstændig, digital bank med omkring 500.000 kunder.

De vil få plads både på bilen og på Kevin Magnussens kørerdragt.

»Jeg er stolt over at byde Lunar velkommen. Vi deler mange af de samme egenskaber - primært fordi vi gør tingene på en utraditionel måde,« siger teamchef Günther Steiner.

Og den karismatiske italiener hylder sin danske kører, der nok har været et godt trækplaster for at få banken ombord.

»Vi har en af de største nordiske sportsudøvere i Kevin Magnussen. Hans comeback til Haas og hans præstation har naturligivs været appellerende for firmaer som Lunar.«

Ken Villum Klausen, der er stifter af firmaet, fortæller, at de er glade for at sponsere Magnussen og er inspireret af hans mindset.