»Endnu en dårlig dag for os!«

Kevin Magnussen var dybt frustreret efter Frankrigs Grand Prix. Han kom i mål på 17.-pladsen, kun 'undergået' af feltets sædvanlige bundpropper fra Williams-teamet.

»Der er ikke meget at sige. Vi kæmpede bagerst i feltet hele løbet, og var nærmest hjælpeløse. Vi var bare ikke hurtige nok i dag,« fortsatte danskeren.

Han fik en god start, men blev hurtigt overhalet af flere kørere. Teamkammeraten Romain Grosjean, der i modsætning til Magnussen startede på de hårdeste dæk, kom også forbi.

En enormt frustreret Kevin Magnussen sætter ord på en forfærdelig Haas-weekend.
En enormt frustreret Kevin Magnussen sætter ord på en forfærdelig Haas-weekend. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Mod slutningen af løbet, da det var Magnussens tur til at køre på de hårde dæk, var han ved at indhente Grosjean, da franskmanden fik besked på at køre i pit og udgå.

»Jeg gjorde mit bedste og pressede på så hårdt, jeg kunne, men vi havde bare ikke farten. Det er ikke ideelt,« var Magnussens sammenfatning af endnu en frustrerende eftermiddag.

Haas' VF19-model har indtil nu været forrygende hurtig over en enkelt kvalifikations-omgang, men i Frankrig var den langsom gennem hele weekenden.

»Efter fredag kunne vi se, at kvalifikationen ville blive svær, men vi troede på, racet ville være ok. Sådan blev det bare ikke – så vi blev overrasket. Endnu en gang,« sagde Magnussen.

Heller ikke Haas-boss Guenther Steiner havde meget at juble over denne weekend.
Heller ikke Haas-boss Guenther Steiner havde meget at juble over denne weekend. Foto: Dan Mullan
Vis mere

»Det var en af de værste weekender, vi har haft i Formel 1,« tilføjede teamchef Guenther Steiner.

Resultatet i Frankrig betyder at Haas faldt tilbage på niende- og næstsidstepladsen i konstruktør-VM, hvor ambitionen for 2019 er at slutte på fjerdepladsen.

Hamilton vandt igen

Frankrigs Grand Prix blev endnu en Mercedes-magtdemonstration. Lewis Hamilton førte fra start til mål, og vandt foran teamkammerat Valtteri Bottas.

Mercedes har nu vundet alle sæsonens otte løb, og Hamilton, der synes mere og mere sikker på sin tredje VM-titel i træk, indrømmede på pressekonferencen efter løbet:

»Jeg kan godt forstå, hvis I journalister skriver, at det er blevet kedeligt.«

Formel 1-VM fortsætter allerede i næste weekend med Østrigs Grand Prix på Red Bull-Ring. Her havde Haas sit hidtil bedste løb, da Grosjean og Magnussen sluttede på henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

»Det gik godt i Østrig sidste år – håber det også er tilfældet i år,« siger Magnussen.

Uden at lyde som om, han for alvor tror på det…