Efter en horror-weekend i Mexico, hvor Haas-teamet kæmpede for at undgå sidstepladsen, er Kevin Magnussen og co. nu klar til USA's Grand Prix i Austin, Texas.

Det er teamets hjemmebaneløb, så de gode nyheder først: Det bliver bedre end i Mexico. Men allermest fordi det ikke kan blive værre.

De dårlige nyheder er, at Circuit of the Americas også stiller store krav til den aerodynamik, der er Haas' svage punkt og den grundlæggende årsag til teamets dårlige 2019-sæson.

I Mexico City gav den tynde luft i 2200 meters højde mindre downforce end normalt, og det udstillede Haas' aeroproblemer. Circuit of the Americas ligger blot 160 meter over havets overflade, så det er ikke luftens 'tykkelse', der bliver problemet.

Men banen i Texas har mange hurtige sving, hvor downforce er afgørende. Det var lige præcis i den type sving, der opbygger varme i dækkene, at Haas' VF19 tidligere følte sig godt tilpas. Men siden er forvirringen og teorierne om bilens 'sweet-spot' bare accelereret, og nu ved ingen rigtigt, hvad man skal forvente.

Dækudvalget i USA er det samme som i Mexico med Pirellis tre 'midterste' compounds. Under træningsdagene i Mexico var det køligere end forventet, og i USA bliver det endnu koldere.

Jeg har set vejrudsigter, der truer med temperaturer for den første træning fredag, der kun lige når over frysepunktet. Hvordan det vil indvirke på Haas' chancer, er med den temperamentsfulde VF19 umuligt at sige, men det er klart, at større team med bedre ressourcer til at 'forstå' dækkene er bedre rustet til de klimatiske udfordringer.

I Mexico blev den lange langside på grund af den stærke Ferrari-motor og den manglende downforce/vindmodstand Haas' eneste gode kort.

Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

På Circuit of the Americas tilbringes næsten 60 procent af en omgang med speederen i bund, og banen har også et par gode langsider. Den stejle bakke op mod første sving vil også give Haas-kørerne mulighed for at udnytte de mange Ferrari-hestekræfter.

Men power-strækningerne kan næppe opveje Haas VF19's svage aerodynamik, og derfor frygter jeg en ny weekend bagest i feltet.

Haas har aldrig for alvor imponeret på hjemmebanen. Romain Grosjeans 10.-plads fra debutsæsonen i 2016 er faktisk den eneste gang, teamet har scoret point i USA's Grand Prix.

Kevin Magnussen blev i McLaren-Mercedes nummer otte på Circuit of the Americas i 2014. Sidste år kørte han et glimrende løb og kom i mål på niendepladsen, men blev efterfølgende diskvalificeret for at have brugt for meget benzin.

Til sidst lige et par ord om Magnussens kost. Der er overraskende mange, der i den forløbne uge har haft en mening om emnet. Det minder ærligt talt om en shitstorm, når forskellige internetkrigere gør sig kloge på hans nye plantebaserede kost.

Ro på! Hvorfor vækker det så voldsomme følelser, hvad Magnussen spiser?

Han missionerer ikke omkring det, han er ikke fanatisk, den nye kostplan er på mikroplan god for både dyrevelfærd og klima.

Og de, der frygter, man bliver en dårligere racerkører af ikke at spise kød, kan bare kigge på langtids-veganer Lewis Hamiltons resultater.