Kan Kevin Magnussen nogensinde komme til at køre for Ferrari?

Der er ikke noget, der tyder på, at danskeren kommer til at sætte sig i en Ferrari foreløbig, men tanken er alligevel ikke helt dum.

»Lad os lige slå fast, at der ikke er nogen aktuelle rygter (om Magnussen til Ferrari, red.). Men det er klart, Kevin Magnussen vil være verdensmester, og det bliver han ikke hos Haas-teamet,« lyder det fra B.T.s  Formel 1-korrespondent Peter Nygaard, der tilføjer:

»Og det naturlige sted at komme videre til, når man kører Haas med Ferrari-motor og kender deres vindtunnel og så videre, det er Ferrari.«

Kevin Magnussen er tidligere blevet sammenlignet med den finske veteran Kimi Räikkönen, der indtil for nylig var holdkammerat med Sebastian Vettel hos Ferrari. Og danskeren har også en del til fælles med den finske 'iceman'.

»Som kørere har de begge et kæmpe naturtalent, som de læner sig meget kraftigt op ad. Og så har Magnussen den yderligere fordel, at han har ungdommens aggressivitet og træner mere, end Kimi Räikkönen måske gør,« siger Peter Nygaard.

Også racerkører Mikkel Mac kan sagtens forstå, hvorfor det giver mening at forestille sig Kevin Magnussen i en Ferrari-kontekst:

»Jeg kan sagtens se sammenhængen. For mig kunne det være rigtig fedt at få en dansker i Ferrari, og jeg tror også, Kevin Magnussen ville gøre det godt i en Ferrari,« siger han.

Der er ikke noget, der tyder på, at danskeren kommer til at sætte sig i en Ferrari foreløbig, men tanken er alligevel ikke helt dum.
Der er ikke noget, der tyder på, at danskeren kommer til at sætte sig i en Ferrari foreløbig, men tanken er alligevel ikke helt dum. Foto: DIEGO AZUBEL
Vis mere

Charles Leclerc er blevet ny holdkammerat med Sebastian Vettel hos Ferrari, og ifølge Peter Nygaard var den unge Leclerc også den naturlige afløser på trods af en tvivlsom start i Formel 1.

»Det har jo hele tiden været Leclerc, der var udset til at afløse Räikkönen.«

»Men da han så i starten af 2018 havde en lidt famlende start i Formel 1, og Magnussen samtidig kørte fantastisk, var danskeren pludselig et emne,« lyder det fra Nygaard, der dog tilføjer:

»Men så er der jo sket så meget siden, og Leclerc blev igen den naturlige afløser for Räikkönen. Så det er ikke lige på den korte bane, at Kevin Magnussen skal til Ferrari, men det er da stadig en mulighed.«

Teamchef Maurizio Arrivabene er blevet skiftet ud med holdets tekniske chef, Mattia Binotto.
Teamchef Maurizio Arrivabene er blevet skiftet ud med holdets tekniske chef, Mattia Binotto. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

I denne udgave af K-Magazine stiller vi skarpt på Ferrari, der har fået en ny mand i spidsen.

Teamchef Maurizio Arrivabene er nemlig blevet skiftet ud med holdets tekniske chef, Mattia Binotto.

I podcasten ser vi nærmere på, hvad det kommer til at betyde for det italienske hold, ligesom vi også vender Sebastian Vettels kommende sæson.

K-Magazine er B.T.s podcast om Kevin Magnussen og Formel 1, og du kan lytte til seneste afsnit her i artiklen eller finde den på Radio 24 Syvs podcast-app.