Selv om Kevin Magnussen har kørt løb langt under sit sædvanlige niveau, er det slet ikke aktuelt at tale om krise.

Det mener den danske racerkører Ronnie Bremer, der tidligere har været Kevin Magnussens rådgiver i Formel 1-stjernens unge år.

De kritiske røster er begyndt at melde sig, efter danskeren har fået en tung start på efterårssæsonen.

»Selvfølgelig er Formel 1 et sted, hvor du hele tiden skal levere. Men generelt synes jeg, at der er tale om lidt uvidenhed her. Når du starter som nummer 16 i Singapore, jamen, så har du allerede et lorteløb,« siger Ronnie Bremer til B.T.

Kevin Magnussen er på ingen måde i krise, lyder vurderingen fra hans tidligere rådgiver. (EPA/DIEGO AZUBEL)
Kevin Magnussen er på ingen måde i krise, lyder vurderingen fra hans tidligere rådgiver. (EPA/DIEGO AZUBEL) Foto: DIEGO
Vis mere

Kevin Magnussen er sluttet efter teamkollegaen Romain Grosjean i fire af de seneste fem løb. Det har allerede fået eksperter og andre kommentatorer til at tale om ændret magtbalance hos Haas. Men andre påpeger også, at Kevin Magnussen tidligere har tabt pusten i sæsonens sidste halvdel.

Men Ronnie Bremer vurderer, at det er for tidligt at tale om krise hos Kevin Magnussen.

»Jeg synes, at medier og eksperter er for hurtige til at vurdere efter hvert eneste løb, om der er krise eller ej. Grosjean har måske netop brugt sommerpausen til at komme oven på. For han har været langt efter og haft en skrækkelig begyndelse på sæsonen, hvor han har begået fejl, som normalt koster jobbet,« siger han.

Ronnie Bremer ser Kevin Magnussens seneste resultater som et udslag af de dårlige weekender, alle racerkørere kører ind i hen over en sæson.

Ronnie Bremer kender Kevin Magnussen indgående, og han ser ingen tegn på en længere periode med nedadgående resultater. (arkivfoto)
Ronnie Bremer kender Kevin Magnussen indgående, og han ser ingen tegn på en længere periode med nedadgående resultater. (arkivfoto) Foto: unknown
Vis mere

»Jeg ser ingen svaghedstegn endnu. Jeg så en frustreret Kevin, fordi det ikke rigtigt kørte for ham. Det kan selvfølgelig ende i noget pjat, hvis det bliver ved på den måde. Men det er en lang sæson, og der vil bare være baner, der passer den ene bedre end den anden,« siger han.

Haas har endnu ikke bekræftet, om Kevin Magnussen kører amerikanernes racer i 2019. Og selv om det længe bare har lignet en formssag for Kevin Magnussen og Haas at underskrive en ny kontrakt, så er der fortsat intet nyt om fremtiden.

Usikkerhed i forhold til fremtiden har tidligere været et ømt og stressende punkt i Kevin Magnussens karriere. Men der bør være styr på situationen bag kulissen, vurderer Ronnie Bremer.

»Jeg tror, at de har styr på det, selv om jeg ikke har hørt, at Kevin Magnussen har skrevet under. Men jeg tror, at han ville virke anderledes, hvis der ikke var styr på det,« siger han.