Den danske Formel 1-kører sluttede næstsidst på en sort Haas-dag på Red Bull Ring i østrigske Spielberg.

Søndagens Formel 1-grandprix endte med at blive et nyt lavpunkt for Kevin Magnussen i en i forvejen sløj sæson.

Den danske Haas-kører startede i 10. position på Red Bull Ring i østrigske Spielberg, men sluttede næstsidst på 19.-pladsen efter lidt af et mareridtsløb.

Det var da også en nedslået Magnussen, der efterfølgende gjorde status.

Foto: ERWIN SCHERIAU
Vis mere

»Endnu et løb, hvor ingenting fungerede, og vores fart bare er uendelig dårlig. Det er svært at forklare, men det er sindssygt frustrerende at have de her op- og nedture.«

»Mentalt er det rigtig hårdt lige nu, og det er tydeligvis et svært problem at løse,« siger Kevin Magnussen til TV3+.

Danskeren var ellers euforisk lørdag efter en fremragende kvalifikation.

Her var Magnussen femtehurtigst, men en placeringsstraf på grund af en skiftet gearkasse sendte ham ned på 10. startposition søndag.

Herfra gik det hurtigt ned ad bakke for Haas-køreren, der efter et tidligt pitstop og endnu en tur gennem pit lane som straf for at have startet for langt fremme befandt sig allerbagest.

Magnussen fik kæmpet sig op på 19.-pladsen, men derfra blev det ikke til mere. Hans holdkammerat, Romain Grosjean, endte på 16.-pladsen.

Næstsidstepladsen markerer danskerens dårligste slutplacering nogensinde i et gennemført løb.

Det næste løb i Formel 1-kalenderen køres på britiske Silverstone om to uger.

/ritzau/