Med en drømmeomgang – der er dem i Haas-teamet, der kalder den hans bedste nogensinde – kvalificerede Kevin Magnussen sig lørdag på syvendepladsen til det britiske grandprix på Silverstone.

»Det var en supergod omgang og bilen var sindssyg god. Tingene flaskede sig bare i dag,« jublede Magnussen til B.T. efter kvalifikationen.

Her blev han omgående omringet af ellevilde Haas-ingeniører, der med high-fives og kram lykønskede ham med den stærke omgang.

Med syvendepladsen fik Magnussen også lagt ny afstand til teamkammerat Romain Grosjean, der de seneste uger ved flere lejligheder har været Haas-teamets hurtigste mand.

Magnussens tid var 2/10 sekund hurtigere end Grosjean på ottendepladsen. Franskmanden havde ellers været hurtigere end Magnussen i de to indledende kvalifikations-seancer, men da det virkelig gjaldt, brød danskeren tilbage.

Det var tydeligt, at Kevin Magnussen igennem hele weekenden havde bygget op til sin afgørende kvalifikations-omgang.

»Ja – jeg fik det til at hænge godt sammen i Q3,« bekræftede han over B.T.

»Det er jeg rigtig glad for.«

Romain Grosjean, der starter ved siden af Magnussen i fjerde række, opsøgte efter kvalifikationen danskeren for at lykønske med den fantastiske omgang.

Franskmanden deltog ikke i store dele af fredags-træningen på grund af en crash.

»Det er svært at sige, hvor meget Grosjean gik glip af fredag. Banen ændrer sig hele tiden, så jeg tror ikke, det har spillet den store rolle,« sagde Magnussen.

De to førende i VM, Lewis Hamilton (Mercedes) og Sebastian Vettel (Ferrari) starter fra første række i Silverstone med deres ’løjtnanter’ Kimi Raikkonen og Valtteri Bottas i anden række.

»Jeg vil tro de fleste satser på en ét-stops strategi – starter på soft-dækket fra kvalifikationen, for så at skifte midt i løbet,« siger Kevin Magnussen.