Et skridt nærmere Formel 1.

Det tog danske Christian Lundgaard, da han i sidste uge kørte sin første Formel 1-test for sit team Renault.

Og det tegner altså godt for unge Lundgaard. Rigtig godt, hvis man spørger B.T.s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard.

»Han er kommet et stort skridt nærmere ved at vise, at han kan tøjle sådan en bil. Jeg tror ikke, der var nogen, der var i tvivl om, at han ville gøre det godt, men at han ville gøre det godt, det tror jeg har overrasket og givet ham pluspoint i Renault-ledelsens karakterbog.«

»Der er to kørere, som Renault lige i øjeblikket kan overveje at se i Formel 1, måske allerede i 2021,« lyder det fra Nygaard i den seneste udgave af K-Magazine, som du kan høre i bunden af artiklen.

Og den ene hedder altså Christian Lundgaard, som var ude at køre Formel 1-test. Den anden er Formel 2-kører Guanyu Zhou.

Og selv om de store team gør meget for at holde kortene tæt til kroppen, når det kommer til en Formel 1-test af deres unge kørere, så forlyder det, at den unge dansker imponerede.

»Alt, hvad jeg hører dernede fra, er, at det var så positivt. Der er ikke nogle officielle tider, men jeg fornemmer på dem, der var der, at Christian kørte hurtigere end kineseren (Zhou, red.). Og han lavede ikke nogen fejl. Det er ikke den store kunst at køre hurtigt, hvis du kører i autoværnet hver anden gang, og det gjorde han heller ikke.«

Christian Lundgaard ved den officielle teamfotografering inden testen på Hungaroring.
Christian Lundgaard ved den officielle teamfotografering inden testen på Hungaroring. Foto: Grand Prix Photo/Lise Nygaard
Vis mere

»Han kørte hurtigt og sikkert og imponerede virkelig Renault-ledelsen. Så fremtiden ser rigtig god ud,« fortæller Peter Nygaard.

Set med rød-hvide briller er det derfor også altid stort, når en dansker sætter sig i en Formel 1-bil, selv om den har et par år på bagen, som det var tilfældet med Lundgaards test.

»Men vigtigst af alt, så viser det, at Renault satser på ham,« understreger Peter Nygaard.

I weekenden skal der køres løb i Rusland, og du kan følge både træningen, kvalifikationen og løbet her på bt.dk.