»Jeg er jo egentlig bare en dreng, der bor hjemme hos far og mor lige nu.«

Han er ikke gammel nok til at have kørekort. Men køre bil - det er det, han er allerbedst til.

Christian Lundgaard er bare 17 år gammel og godt på vej mod at blive den næste danske Formel 1-kører.

Ved første øjekast ligner han en ganske almindelig teenager som de fleste andre 17-årige drenge, men den unge dansker er meget mere end det.

Den unge Lundgaard er et af de største danske talenter, og til daglig kører han hos Renault, hvor han er en del af deres Formel 1-teams juniorprogram.

Og drømmen og ambitionen om Formel 1 lever i bedste velgående for Lundgaard, der har fart og racerbiler i generne som søn af den tidligere rallykører Henrik Lundgaard.

Christian Lundgaard er født ind i en familie, hvor racerløb altid har været på tapetet. Men da han som syvårig første gang skulle ud at køre gokart, var der ikke noget, der umiddelbart tydede på, at Lundgaard ville blive et stort talent på den store motorsportsscene.

»Jeg syntes ikke, det var så sjovt til at starte med, for den larmer, sådan en gokart. Det var lidt skræmmende, og jeg var ikke så gammel,« fortæller Lundgaard om dengang, han og broderen selv begyndte at køre efter at have set deres far fra sidelinjen til forskellige løb.

Men Christian Lundgaard fandt alligevel hurtigt interessen for sporten som noget, han kunne dyrke, og fik også et godt blik for det. Lige siden da har målet været at komme til at køre Formel 1.

Et mål, der nærmer sig med hastige skridt for den 17-årige dansker, der i 2018 vandt rookie-mesterskabet i Formula Renault Eurocup og rundede sin sæson af på en samlet anden plads i det generelle mesterskab.

Og selvom øvelse gør mester, så er vejen til Formel 1 både lang, svær og ikke mindst dyr. Ikke desto mindre peger pilen i den rigtige retning for Christian Lundgaard, der nyder stor tiltro fra Renaults akademi og leverer flotte resultater.

Men én ting er at have talentet og levere godt bag rattet. Noget andet - og en mindst lige så vigtig del af vejen til Formel 1 - handler om at tage de rigtige skridt på de rigtige tidspunkter og ikke mindst at have et godt hold omkring sig. Og dér spiller far Lundgaard også en særlig rolle.

Christian Lundgaard her i selskab med sin far, Henrik Lundgaard, ved Dansk Motorsport Award 2017.
Christian Lundgaard her i selskab med sin far, Henrik Lundgaard, ved Dansk Motorsport Award 2017. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Min far snakker altid meget om, at jeg ikke skal begå hans fejl, og han prøver altid at lære mig de ting, man ikke skal gøre,« lyder det fra den unge Lundgaard, der tilføjer:

»Jeg får mange fif og hint til, hvad jeg skal gøre, og han er altid god til at presse en til at komme ud og løbe, tage i fitness, spise ordentligt og sådan. Det hjælper også én til altid at have de ting i baghovedet og blive ved med det.«

Første del af K-Magazines special med besøg af Christian Lundgaard kan du finde i iTunes og på appen 24syv - live og podcast.

I anden del af podcasten kan du glæde dig til at høre mere om Christian Lundgaard, projektet hos Renault og ikke mindst mulighederne for at blive den næste dansker, der sætter sig i en Formel 1-bil.

Podcasten er optaget den 19. december 2018.