Både Renaults talentchef, Mia Sharitzman, og Formel 1-bossen Cyril Abiteboul siger det nu åbent.

18-årige Christian Lundgaard er kandidat til en plads i teamet allerede i 2021.

Her udløber førstekører i Renault Daniel Ricciardos kontrakt, og den danske teenager nævnes oftere og oftere som hans naturlige afløser.

Lundgaard selv siger til B.T.:

Renault-ledelsen nævner nu 18-årige Christian Lundgaard (t.h.) som en potentiel afløser for Daniel Ricciardo (t.v.) i Formel 1 2021.
Renault-ledelsen nævner nu 18-årige Christian Lundgaard (t.h.) som en potentiel afløser for Daniel Ricciardo (t.v.) i Formel 1 2021. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Det er jo ikke i mine hænder. Og måske egentlig heller ikke i Renaults. Jeg tror, de venter på, hvad Ricciardo gør. Hvis han forlader teamet, kan det blive min chance.«

Christian Lundgaard har haft en lynkarriere. Han rykkede fra gokart til Formel 4 i 2017 og derefter videre til Formel Renault 2.0 i 2018.

Sidste år kørte han Formel 3, inden han sidst på sæsonen debuterede i Formel 2.

I år skal han efter planen køre Formel 2 for topteamet ART Grand Prix, men jo længere corona-krisen holder international motorsport på stand-by, jo sværere bliver det for Lundgaard at samle den fornødne erfaring.

»Det er svært at svare på, om jeg er klar til en Formel 1-sæson i 2021. Jeg har trods alt kun kørt et enkelt Formel 2-løb, og ingen ved, hvornår 2020-sæsonen kommer igen. Men jeg har læst på reglementet, og her står der, at sæsonen skal være på minimum 10 afdelinger. Hver afdeling består af to løb, så hvis vi kommer i gang, og sæsonen bliver gennemført efter reglerne, får jeg samlet en masse Formel 2-erfaring,« lyder det fra danskeren.

»Og Renault forventer i alle tilfælde, at jeg står klar, hvis chancen byder sig. Heldigvis er jeg hurtig til at lære og god til at tilpasse mig nye omgivelser,” siger Lundgaard og fortsætter:

»Fysisk har jeg holdt mig godt i gang under pausen. Ud fra tallene er min form bedre end nogensinde, men det er klart, at jeg er bagud med hensyn til de muskler, man kun kan træne i bilen. Men det gælder jo alle i disse tider.«

Christian Lundgaard har brugt en stor del af corona-pausen på at køre sim-race, hvor han har etableret sig som en af de hurtigste i en flok af unge kørere, der også omfatter Formel 1-stjerner som Charles Leclerc (Ferrari), Alexander Albon (Red Bull) og Lando Norris (McLaren).

Christian Lundgaard med sin far Henrik Lundgaard.
Christian Lundgaard med sin far Henrik Lundgaard. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kevin Magnussen fortalte i sidste uge til B.T., at han føler, udbyttet af sim-racing er begrænset. 18-årige Lundgaard er kun delvist enig med sin ni år ældre landsmand:

»Selvfølgelig er det ikke det samme som at køre på banen, men jeg tror, det er et generationsspørgsmål. Kørere på min alder er jo vokset op med sim-racing, og for os føles det helt naturligt. Jeg synes faktisk, man kan lære meget – både med hensyn til kørsel på banen, men måske endnu mere omkring justering af bilerne. Jeg synes, man hele tiden bliver klogere.«

»Og i alle tilfælde er det noget, vi hygger os rigtig meget med!«

Med årets første 10 grandprixer enten aflyst eller udskudt har Formel 1-organisationen oprettet en officiel sim-racing serie.

Her scorede Lundgaard en andenplads for Renault-teamet i Vietnams virtuelle Grand Prix tidligere på måneden, og søndag er han tilbage i Renault-raceren til Hollands virtuelle Grand Prix, hvor han får den norske rally-legende Petter Solberg som teamkammerat.

»Det bliver cool at køre mod Formel 1-stjernerne igen. Og sjovt at have Petter som teamkammerat – specielt fordi han har kørt så meget mod min far,« siger Lundgaard om nordmanden, der var rally-verdensmester i 2003.

Christian Lundgaards far, Henrik, er den bedste danske rallykører nogensinde, og han vandt blandt andet EM-titlen i år 2000.

»Jeg kørte lidt mod Petter i går. Og…hvordan skal jeg sige det? Han er ikke den hurtigste, jeg har kørt imod. Men det skal nok blive sjovt,” afslutetr Christian Lundgaard.