Økonomiske overvejelser vil få afgørende indflydelse på Kevin Magnussens Formel 1-karriere. Kapitalstærke kørere truer med at presse danskeren ud af Haas-teamet, og et farvel til Formel 1 vil betyde, at Bestseller-ejer Anders Holch-Povlsens millioninvestering i Magnussen kan være tabt.

Teamchef Günther Steiner lægger ikke skjul på, at coronasæsonen 2020 har været hård ved Haas F1 Team. Året er gennemført på et spareprogram, hvor der ikke har været råd til at udvikle den ellers ganske lovende VF20-model.

De økonomiske problemer skyldes, at teamets andel af sportens indtægter fra tv-rettigheder, bandereklamer osv. er resultatafhængige. Femtepladsen i konstruktør-VM 2018 skæppede godt i kassen, men det bratte fald til niendepladsen i 2019 kostede tilsvarende dyrt.

I år reduceres indtægterne yderligere. Det er sandsynligt, at Haas F1 Team igen bliver nummer ni i VM, men sportens samlede indtægter er på grund af færre løb betydeligt mindre end sidste år. Samtidig mistede teamet i 2019 deres titelsponsor, den mystiske energidrik-producent Rich.

Den pressede økonomi betyder, at Haas-ledelsen nu overvejer at besætte i hvert fald den ene bil med en kører, der på den ene eller den anden måde kan bidrage til budgettet.

Det kan ske med personlige sponsorer eller familieformue, og for eksempel Sergio Perez og Formel 2-køreren Nikita Mazepin vil kunne bidrage til Haas-budgettet med et trecifret millionbeløb.

Sergio Perez (t.h.) har i år flere mexicanske sponsorer med til Racing Point. Næste år mister han sit sæde til Sebastian Vettel, og Perez (og hans sponsorer) er derfor interessante for Haas F1 Team.
Sergio Perez (t.h.) har i år flere mexicanske sponsorer med til Racing Point. Næste år mister han sit sæde til Sebastian Vettel, og Perez (og hans sponsorer) er derfor interessante for Haas F1 Team. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det kan også ske via en rabat hos Ferrari. Haas har nu i seks år arbejdet tæt sammen med italienerne, der har leveret motor, gearkasse og en lang række andre komponenter. Det er en kostbar løsning, men regningerne fra Maranello kan blive reduceret, hvis Haas giver en af Ferraris juniorkørere en plads i teamet.

Det økonomiske spil om Haas' 2021-sæder handler også om den millioninvestering, Bestseller-ejer Anders Holck-Povlsen har foretaget i Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen blev i Formel 3 og fremefter støttet af tøjmærket Jack&Jones fra Bestseller-koncernen. I Formel 1 har Jack&Jones været sponsor for både Renault og Haas, mens Magnussen kørte for dem.

Magnussen og Holch-Povlsen har sammen et anpartsselskab, der i de første mange år, da den kostbare vej til at blive en etableret Formel 1-kører skulle finansieres, oparbejdede et underskud på over 100 millioner kroner.

Anders Holch-Povlsen har kaldt samarbejdet med Kevin Magnussen for »den mest risikofyldte investering, jeg har deltaget i«, men de seneste regnskabsår har på grund af Magnussens højere indkomst vist flotte overskud. Et nyt regnskabsår sluttede 31. juli og ventes også at give overskud.

Men Kevin Magnussens og dermed anpartsselskabets indtægter – både fra Haas-teamet og personlige sponsorer – er afhængige af, at han er Formel 1-kører. Hvis han ryger ud af Formel 1-feltet, vil størstedelen af Holch-Povlsens investering formentlig være tabt.

Bestseller's Jack&Jones-investering i Kevin Magnussen kan gå tabt, hvis danskeren ikke fortsætter i Formel 1.
Bestseller's Jack&Jones-investering i Kevin Magnussen kan gå tabt, hvis danskeren ikke fortsætter i Formel 1. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Holch-Povlsen arbejder ifølge B.T.s oplysninger sammen med Magnussens øvrige rådgivere på at sikre Magnussen en plads i Formel 1 2021, men Bestseller vil ikke matche de beløb Perez, Mazepin eller Ferrari-juniorerne kan lokke med.