Den danske racerlegende Casper Elgaard var egentlig dømt helt færdig i en racerbil.

Men nu gør han comeback igen - igen.

Casper Elgaards egentlige comeback blev i første omgang offentliggjort for måneder siden, hvor det kom frem, at han vendte tilbage til dansk motorsport i den nye TCR-serie efter tre års racerpension.

Serien, der erstatter den hedengangne DTC-klasse på de danske racerbaner.

Casper Elgaard har også deltaget i 'Vild med Dans' samt programmet 'Stjernerne på vippen' med blandt andre bokseren Patrick Nielsen.
Casper Elgaard har også deltaget i 'Vild med Dans' samt programmet 'Stjernerne på vippen' med blandt andre bokseren Patrick Nielsen. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Men det comeback blev kort tid efter afblæst, da Casper Elgaard ragede uklar med de øvrige ejere af Massive Motorsport, hvor han ellers i en årrække har tegnet holdet som medejer og teamchef.

Nyheden om Casper Elgaards exit gjorde, at flere i miljøet dømte ham færdig som racerkører.

Sådan skulle det nu ikke gå. Casper Elgaard har nemlig fundet et nyt hold at køre for.

Det fortæller han via sin profil på Instagram.

»Flere har spurgt mig om mit stop hos Massive Motorsport også betød at mit comeback som racerkører blev droppet. I kort tid så det sådan ud, men heldigvis ikke mere. Jeg gør comeback i år, og jeg er mere tændt end nogensinde før,« skriver Casper Elgaard.

Den tidligere Le Mans-vinder vil dog ikke ud med, hvad han nu skal.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Casper Elgaard uden held.

Skulle det igen blive i TCR-serien, kan publikum se frem til ny prøver på den efterhånden ikoniske dyst med Jan Magnussen, der også kører med i serien, når den ellers begynder efter corona-krisen.