»Da jeg kom ind i Renault Sport Academy i 2017, var det planen, at jeg skulle køre Formel 1 i 2021. Indtil nu har vi fulgt planen ganske godt, så det er helt sikkert realistisk.«

18-årige Christian Lundgaard cool – ultracool – når han snakker om fremtiden.

Sidste uge testede han for første gang en af Renaults Formel 1-biler fra 2017 på Hungaroring i Ungarn, og drømmen er at køre hjul-mod-hjul med Kevin Magnussen, Lewis Hamilton og co. allerede i 2021.

Lundgaard afslutter i denne weekend sin første sæson i Formel 3. Finalen afvikles i sammenhæng med Ruslands Formel 1-grandprix, og her kan danskeren sikre sig 'kørekortet' til Formel 1: den såkaldte superlicens.

Det vil i givet fald ske, kun par uger efter han sikrede sig kørekort til den offentlige trafik

Men den danske Formel 1-lærling er under pres. For at få det eftertragtede 'Formel 1-kørekort' skal man over tre sæsoner score mindst 40 super-licens point i et indviklet system, der har vægtet en lang række juniorklasser.

Lundgaard har 24 point fra 2017, hvor han vandt to Formel 4-titler.

Han fik yderligere syv point for andenpladsen i Formel Renault 2,0 EM sidste år, og inden finalen i årets Formel 3-mesterskab ligger han på den samlede femteplads. Den giver otte point – og altså totalt 39 point.

Med andre ord: Christian Lundgaard skal op på den samlede fjerdeplads, der udløser 10 point, for at få sikre sig 'Formel 1-kørekortet' i denne weekend.

I den samlede Formel 3-stilling har danskeren i øjeblikket 22 point op til Marcus Armstrong (NEZ) på fjerdepladsen.

Og Lundgaards drøm om at sikre sig superlicensen allerede i år led lørdag et knæk, da Armstrong kvalificerede sig som nummer tre til lørdagens løb på Sochi Autodrom, mens danskeren starter fra femte position.

Hvis Christian Lundgaard ikke skulle opnå de 40 point, må han ikke køre Formel 1-løb i 2020. Det har heller aldrig været planen, men han kan stadig køre enkelte FP1-træninger op til grandprixerne.

Fra næste sæson indføres nemlig en ny regel, der giver kørere med mindst 25 superlicens-point mulighed for at deltage i FP1-træninger.

Hver FP1-træning, en kører er med i, vil også udløse et superlicens-point (hvis han tilbagelægger minimum 100 km).

»Det er ikke noget stort problem, hvis jeg ikke får superlicensen i år,« siger Lundgaard til B.T.

»Men det ændrer helt sikkert nogle af de planer, vi har lagt. Foreløbig skal jeg gøre denne sæson færdig, inden vi finder ud af, hvad der skal ske i næste år. Der er forskellige muligheder, og det ser ud til at blive et valg mellem endnu en sæson i Formel 3 og Formel 2.«