Tag ikke fejl, for det, Christian Lundgaard præsterede i sine to første Formel 2-weekender, var sensationelt godt.

Han kom direkte fra Formel 3 og var den eneste i feltet, der ikke havde testet op til sæsonstarten. Alligevel scorede han point i alle fire løb, vandt det ene, og han ligger, inden weekendens løb i Ungarn, på den samlede andenplads i mesterskabet.

Der har været et fantastisk momentum i Lundgaards karriere. Han er nu fire år i træk rykket en klasse op og omgående været med i toppen i den højere kategori. Det er der ingen andre Formel 1-aspiranter i verden, der kan hamle op med.

Men nu risikerer den danske teenager at miste momentum. Hvis han fortsætter i samme tempo resten af sæsonen, er han Formel 1-klar i 2021. Og selv om det lyder underligt, er det faktisk et problem. For der er ikke nogen pladser til ham. Og det kan være farligt, hvis man ikke får chancen, når man er Formel 1-klar, risikerer karrieren at miste det afgørende momentum.

Det kan Magnussen-familien fortælle om. I 1995 understregede McLaren-testkører Jan Magnussen med en solid stand-in-indsats for Mike Hakkinen i Pacific Grand Prix, at han var klar til en fuld Formel 1-sæson i 1996. Men McLaren havde allerede hyret Hakkinen og David Coulthard, og så blev danskeren sat på græs i det tyske standardvognsmesterskab.

Det frustrerede ham, og Jan Magnussens karriere genvandt aldrig det momentum, der havde kendetegnet den frem til 1995.

Nu risikerer Renault at stå med mindst en Formel 1-klar kører i 2021, som der ikke er plads til. Eller måske to: Lundgaards Renault Sport Academy-kollega, Guanyou Zhou, kan også være Formel 1-klar efter denne sæson.

Som stjerneelev i Renault Sport Academy er det franske team Lundgaards naturlige entrebillet til Formel 1-feltet. Men efter man i sidste uge skrev kontrakt med Fernando Alonso, er begge Renaults pladser optaget i 2021.

Da Cyril Abiteboul forsvarede beslutningen om at hyre Fernando Alonso, kom han også ind på sportsakademiets kørere. Han lagde ikke skjul på, at det hele tiden har været målet at få en akademikører i Formel 1 i 2021. »Og det kan også stadig ske,« tilføjede han kryptisk.

Det er bare svært at se, hvor Renault skulle kunne placere Lundgaard (eller Zhou) i Formel 1-feltet 2021. Motorfabrikanter sætter traditionelt kørere i lære hos deres kunde-team – som Mercedes har skaffet George Russell en plads hos Williams, og Ferrari har fået møvet Antonio Giovinazzi ind hos Alfa Romeo.

Den mulighed har Renault ikke. Fra næste år er det kun fabrikkens egne to biler, der kører med Renault-motorer, og så bliver det svært – mange vil sige umuligt – at finde et sæde til en junior-kører.

Og hvad er så alternativet for Lundgaard? Endnu en sæson i Formel 2? Med de frustrationer, det indebærer? Og omkostninger for baglandet på et betydeligt millionbeløb? Og hvor det bliver svært at gøre det bedre end i år?

Jo bedre Christian Lundgaard klarer sig i år i Formel 2, jo større problem får Renault med hans 2021-sæson.