Kevin Magnussen og Alexander Albon er for længst kommet videre og har nu fuld fokus på søndagens jubilæums-grandprix i Silverstone.

Men de to køreres sammenstød på samme bane i sidste weekend diskuteres stadigt heftigt. Lad os lukke sagen med en objektiv vurdering af sammenstødet.

Først selve hændelsen. Magnussen leverer en af sine sædvanlige superstarter og er oppe på 12.-pladsen, da han nærmer sig afslutningen af første omgang i britiske grandprix. Han laver en lille fejl og kommer for langt ind over curben i banens Sving 17. Det giver kortvarigt en lille åbning på indersiden ind i Sving 18, og da Albon prøver at udnytte den, ser Magnussen ham ikke, og sammenstødet er en realitet.

Danskeren bliver sendt ud i barrieren og udgår, mens Albon kan fortsætte. Dommerne tager sagen op, og thailænderen bliver idømt en tidsstraf på fem sekunder. Det sker allerede under løbet, så dommerne har altså ikke haft tid til at afhøre kørerne.

I dommen anføres det, at overhalinger er usædvanlige i Sving 18. Det har de ret i – men på grund af Magnussens fejl i Sving 17 og dermed lavere fart og ændrede linje opstod der en mulighed.

Så er vi fremme ved det helt centrale: Skulle Albon havde lettet på gassen – altså i overført betydning have sagt 'after you, sir' til Magnussen?

Eller gjorde han det rigtige ved at tage chancen?

Et af de mest legendariske citater fra den brasilianske racer-legende Ayrton Senna lyder oversat til dansk:

'Hvis du ser en åbning, og du ikke forsøger en overhaling – så kan du ikke længere kalde dig racerkører.'

Det er en sætning, jeg tidligere har brugt til at forklare kontroversielle overhalingsforsøg fra Kevin Magnussen.

Han tager de chancer, der byder sig, og det elsker jeg og millioner af Formel 1-fans ham for.

Derfor synes jeg ikke, vi skal kritisere Albon. Han gjorde kun det, Magnussen og andre seriøse racerkørere også ville have gjort.

Magnussen er en af de mest cool kørere i feltet, og han lagde hurtigt sammenstødet bag sig. Han antydede dog, at Albon havde været for utålmodig. At thailænderen skulle have ventet – han ville i sin overlegne Red Bull nemt kunne overhale Magnussen i et af de næste sving.

Et umiddelbart fornuftigt argument. Men har man virkelig tid til den slags overvejelser i et tæt felt på en af verdens hurtigste Formel 1-baner? Og med en åbning, der viser sig på et splitsekund?

Så tror jeg, racer-instinktet er mere fremherskende end det taktiske overblik.

Fem sekunder er den mildeste straf i bogen, og den antyder, at sammenstødet var tæt på at blive bedømt som en 'racing incident' ('hændeligt uheld').

I deres begrundelse fremhævede dommerne, at Albon bar hovedparten af skylden. Det er derfor, det er ham, der får staffen, men resten af skylden må så være Magnussens.

Magnussen er altså ikke helt uskyldig i sammenstødet. Det var hans fejl i Sving 17, der startede kædereaktionen, og han så ikke Albon, før det var for sent.

Men dybest set var det et af den slags sammenstød, der går 12 af på dusinet i Formel 1.

Videre til weekendens løb på Silverstone!