KOMMENTAR

Kevin Magnussens position som suverænt hurtigste Haas-kører er kommet under pres. Romain Grosjean har nu reelt været hurtigere end danskeren i to weekender i træk.

Efter det spanske grandprix troede jeg, at Romain Grosjean var gået helt i stykker rent mentalt. I minutterne efter en af de dummeste manøvrer, jeg har set i Formel 1 længe (at køre på tværs af banen foran halvdelen af feltet og samtidig lægge røgslør ud er bare ikke særligt smart), sad han som forstenet ved siden af sin smadrede Haas-racer.

Men interessant - og imponerende nok - blev ulykken på Circuit de Barcelona starten på et imponerende comeback fra franskmanden. Da han kom til Monaco blot 10 dage senere, virkede han mere ’klar’ og optimistisk, end jeg har set ham siden sæsonstarten i Melbourne.

Monaco blev årets hidtil sværeste weekend for Haas, og i den slags situationer er Magnussen som regel hurtigst. Danskeren har simpelt hen været bedre til at bide tænderne sammen og få det optimale ud af en svær situation (tænk Mexico sidste år og I ved, hvad jeg mener). Men i Monaco udkvalificerede Grosjean for kun anden gang i år Magnussen, og selv om danskeren med en robust manøvre lige efter starten fik vendt billedet, var dagene i Monaco alligevel en øjenåbner: Romain Grosjean var ikke så ’færdig’ som mange havde dømt ham. Slet ikke.

Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

Udviklingen fortsatte i Canada for 14 dage siden. Her var Grosjean set gennem hele weekenden den hurtigste og mest uheldige Haas-kører. Hvis ikke han fredag var blevet ramt af et murmeldyr og lørdag af en motor-eksplosion, er jeg sikker på, han for anden weekend i træk havde sat Magnussen under
kvalifikationen.

Det her er ingen kritik af Kevin Magnussen. Han er ikke gået i stå, og han kører næppe dårligere end i foråret, men Grosjean er bare på vej tilbage i topform, og det kan få konsekvenser for danskeren.

Kevin Magnussen knuste Romain Grosjean gennem hele foråret, og det gjorde ham til et af de hotteste navne i paddocken. Han blev blandt andet bragt på banen som den nye Kimi Räikkönen.

Hvis Grosjean nu viser sig som hurtigste Haas-kører hen over sommeren, bliver der mere stille omkring Magnussen. For hukommelsen er uendeligt kort i Formel 1-paddocken – man er ikke bedre end sine seneste løb (målt op mod teamkammeraten). Og tag ikke fejl: Den interne kamp mellem Haas-kørerne er noget, man holder øje med – både i og udenfor teamet.

Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Enhver Formel 1-sæson byder på op- og nedture. Men Romain Grosjeans optur behøver ikke blive Kevin Magnussens nedtur. Tværtimod, for hvis franskmanden, som alt tyder på, genfinder formen, vil det kunne presse danskeren til nye højder. To Haas-kørere, der kæmper mod hinanden lige bag de tre etablerede topteams, vil der også blive lagt mærke til. Og hvis vi skal tale fremtidsperspektiver, er en Kevin Magnussen på Grosjean-niveau altså stadig syv år yngre end franskmanden.

Det virkede i Canada som om sæsonens første, store Haas-update umiddelbart passede bedre til Grosjean end til Magnussen. Jeg tror dog, det er for tidligt, at afsige den endelige dom, for updaten er endnu ikke ’færdig-justeret’ og i alle tilfælde er Magnussen formidabel til at køre stærkt i biler, der ikke passer ham 100 procent. Jeg er i hvert fald spændt, på hvordan Haas-kampen ender her i Frankrig.