Det startede med en andenplads i Australien 2014 og sluttede søndag med en 18.-plads i Abu Dhabi: Kevin Magnussens Formel 1-karriere er forbi.
Der kan naturligvis komme et uventet comeback, men Magnussen selv anser Abu Dhabis Grand Prix som sit sidste Formel 1-løb. Det er tid til at sætte en streg under Danmarks hidtil bedste Formel 1-karriere.
Magnussen kom ind i Formel 1 med ambitioner om at vinde VM, og de blev kun forstærket af den flotte debut. Men syv sæsoner senere er andenpladsen fra Melbourne stadig hans eneste podieplacering.
Årsagen til, at det aldrig blev til mere, skal efter min mening findes helt tilbage i McLaren-tiden.
Debutsæsonen skulle være brugt som afsæt til noget større – en langsigtet aftale med et endnu bedre team eller en mere sikker kontrakt med McLaren. I stedet blev det til en plads på reservebænken i 2015, og set i bakspejlet var det nok allerede her, Magnussens Formel 1-karriere fik et afgørende knæk. Den plan B, hans bagland manglede i 2015, er og bliver et centralt punkt i historien om Kevin Magnussen og Formel 1.
Den manglende plan B betød, at Formel 1-karrieren mistede momentum, som den aldrig senere rigtig genfandt.
Mellemåret hos Renault i 2016 genoplivede Formel 1-drømmen, men med en forældet bil kunne Magnussen ikke gøre sig interessant over for topholdene.
Så fulgte fire år hos Haas, der startede med to års optur og Magnussens bedste sæson i 2018. Men i 2019 startede to års nedtur med dårlige biler, reducerede budgetter og manglende udvikling, der nu efterlader Danmark uden en kører i Formel 1.
Det er vigtigt at understrege, at Kevin Magnussen ikke blev fyret. Han fik ikke sin kontrakt med Haas forlænget, men der var andre muligheder i Formel 1, som han ikke forfulgte.
For han var allerede i 2019 begyndt at indse, at drømmen om grandprixsejre og VM-titler næppe gik i opfyldelse.
Kevin Magnussen har altid fortalt mig, at han ikke kørte Formel 1 bare for at være med – han var der for at vinde. Den sang har jeg gennem tiderne hørt fra mange Formel 1-kørere, men de blev allesammen hængende, så længe det overhovedet var muligt. Og længe efter chancerne for sejre var forsvundet.
Men Magnussen mente det. I coronapausen i foråret indså han, at der måtte ske noget. Han har fortalt mig, at beslutningen modnedes, mens han brugte uger på at bygge et legehus til sin niece: Enten skulle han videre til et bedre team, eller også skulle han ud af Formel 1. Flere år hos Haas ville ikke bringe ham tættere på Formel 1-sejre.
Chancerne for et bedre team forsvandt i den lynrokade, Ferrari lavede med Sebastian Vettel og Carlos Sainz Jr. i foråret. Derefter virkede fremtidsudsigterne i den øvre del af Formel 1-feltet udtømte.
Mange Formel 1-kørere har lidt en hård skæbne. Det tragiske ved historien om Kevin Magnussen og Formel 1 er, at vi aldrig får at vide, hvor god han egentlig var.
Jeg har overværet næsten alle hans løb, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at han havde potentialet til både at vinde løb og VM-titler. Jeg er ikke stensikker på, at han i jævnbyrdigt materiel kunne banke Lewis Hamilton og Max Verstappen. Men han ville have fået dem til at svede, og alle de andre ville Magnussen i en ordentlig bil køre lige op med. Mindst!
En langt vigtigere vurdering kommer fra langt inde i McLaren-organisationen. En af mine gode kilde har fortalt, at man i 2014 lavede en analyse af omgangstiderne fra den tid, Lewis Hamilton og Jenson Button havde som teamkammerater, og den tid, Button og Magnussen havde.
Konklusionen var, at Hamilton og Magnussen havde omtrent samme afstand ned til Button.
Så vær ikke i tvivl: Kevin Magnussen kan forlade Formel 1-paddocken med oprejst pande.
I seks år kæmpede han indædt – og altid i underlegent materiel – med verdens allerbedste racerkørere. Det har ingen andre danskere formået.
Respekt!
