Romain Grosjean. Kimi Räikkönen, Sergio Perez. Sebastian Vettel. Kevin Magnussen.

Fem store navne, der alle kørte flotte løb i Ungarn. Der alle har været på sejrsskamlen i Formel 1. Og to af dem har været verdensmestre. Alligevel kæmper de i disse uger for deres Formel 1-fremtid. Mindst en af dem står til at miste sin plads i feltet.

Det er simpel matematik: Der er 20 pladser i Formel 1-VM 2021, og her kommer Fernando Alonso ind udefra. Det betyder, at (mindst!) en af de nuværende kørere ryger ud.

Resten af 2021-feltet er nemlig allerede på plads. Ferrari, McLaren, Renault og Williams har for længst annonceret deres 2021-lineups.

Hos Mercedes forlænger Lewis Hamilton og Valtteri Bottas inden for nær fremtid. Hos Red Bull fortsætter Max Verstappen, og den anden plads i teamet og de to Alpha Tauri-sæder besættes inden for energidrik-gigantens lukkede system.

Racing Point har i princippet 2021-kontrakter med Sergio Perez og Lance Stroll. Men her spøger Sebastian Vettel, og da Stroll er søn af teamejeren, er det Perez' plads, der er i fare. For at skaffe plads til Vettel kan Racing Point købe sig ud af Perez' kontrakt, og så er mexicaneren på markedet.

Perez er en erfaren, dygtig kører, der medbringer gode sponsorer fra sit hjemland. Dermed er han rigtig interessant for både Alfa Romeo og Haas.

Kimi Räikkönen er feltets ældste kører, men han kæmper for sin plads hos Alfa Romeo. Den anden plads i teamet er reserveret til en af Ferraris juniorkørere. Den besættes i øjeblikket af Antonio Giovinazzi, men Ferrari har fem (!) juniorkørere i Formel 2 i år, så Giovinazzi er under pres. Hvis Mick Schumacher nogensinde skal i Formel 1, er det oplagt at lade ham afløse italieneren.

Men Ferrari skal sandsynligvis også finde en plads til den lynhurtige russer Robert Schwartzman, der i år har leveret en forrygende debut i Formel 2.

Her vil Ferrari-ledelsen utvivlsomt kigge på deres andet kundeteam, Haas. Teamchef Guenther Steiner har tidligere udtalt, at Haas F1 Team er for uerfarent til at uddanne en rookie, men sådan er det ikke længere. Nu siger Steiner, at man er klar til en kører som Schwartzman, der også kan lokke med russiske sponsorer.

Der hviler altså et tungt pres på Magnussen og Grosjean, der begge kun har kontrakt til og med denne sæson. Det er fremtidsudsigter, der kan udløse noget, der minder om panik, for kørere uden personlige sponsorer i millionklassen.

Magnussen havde det tidligere svært med den slags og lod presset påvirke sine resultater på banen. Sådan er det ikke længere: Jeg har aldrig oplevet ham så iskold og fokuseret op til et kontraktudløb. Søndagens tiendeplads understreger, hvor cool han er.

Han forklarer det selv med, at han er blevet voksen og moden.

Men det virker ærligt talt også, som om Magnussen føler sig sikker på, at både han og teamet fortsætter.

Måske ved Magnussen mere, end han vil afsløre?

Man investerer næppe 8,5 millioner kroner i en ferielejlighed, hvis man ikke har en form for jobsikkerhed efter nytår.