Hvor kører Haas hen efter den sæsonstart?

Uanset hvor godt Kevin Magnussen kæmpede, var teamet bare ikke konkurrencedygtige i sæsonens to første løb. Og det på en bane, hvor det traditionelt klarer sig godt.

Det et tydeligt, at man kan glemme ambitionerne om at være med i toppen af midterfeltet – dér er Racing Point, McLaren og Renault milevidt foran Magnussens team.

Ferrari-motoren udgør en betydelig del af Haas' problem. Den er markant svagere end sidste år, og selv om man knokler for at finde nye hestekræfter i Maranello, er det en nærmest umulig opgave. For at reducere omkostningerne i denne corona-plagede sæson, hvor sportens indtægter er markant reduceret, har bilsportsforbundet FIA 'frosset' motorudviklingen. Det betyder, at Ferrari kun har meget begrænsede muligheder for at reducere det powerunderskud, man har til konkurrenterne.

Kevin Magnussen i aktion.
Kevin Magnussen i aktion. Foto: JOE KLAMAR
Vis mere

Men det handler ikke kun om motoren. Haas VF20 er måske mere forudsigelige end sidste års VF19-fiasko, men den er ikke  konkurrencedygtig.

Her bærer Ferrari også en stor del af ansvaret.

Ferrari-ledelsen lægger ikke skjul på, at der ikke er overensstemmelse mellem de data, man har fra vindtunnel- og simulations-programmer, og det, der sker på banen.

Det er ikke første gang, man oplever den slags. I starten af dette årti opgraderede man vindtunnellen i Maranello og fik den kalibreret så skidt, at det påvirkede resultaterne i de tre efterfølgende sæsoner. På et tidspunkt var det så slemt, at Ferrari lejede sig ind i Toyotas vindtunnel i Køln for at få pålidelige data.

Haas køber som bekendt en meget stor del af deres bil hos Ferrari, så de er naturligvis også hæmmet af problemerne i Maranello.

I modsætning til motorerne er det stadig tilladt at udvikle bilerne i 2020. Hvis man altså har råd: Haas besluttede allerede inden sæsonstarten at sætte al udvikling på standby. Hos mægtige Ferrari er situationen naturligvis anderledes. Her havde man bare fire dage efter den svage start i forrige weekend nye dele klar til 2020-modellen.

For det lille Haas-team bliver det også svært bare at optimere de komponenter, man allerede har til VF20'eren, for i den kommende tid skal der køres løb syv løb på ni uger. I et så komprimeret program handler det for et lille team som Haas mere om overlevelse end om optimering.

Tingene kan ændre sig, men lige nu er det svært at se, hvordan Haas får ret meget ud af 2020-sæsonen. Hvordan endnu en op ad bakke-sæson vil påvirke teamejer Gene Haas' fremtidsplaner bliver afsløret i det kommende måneder. Jeg tror – håber! – stadig, han fortsætter, men det bliver ikke med samme lineup. Efter fire år med samme kørere og en nedadgående formkurve er det på høje tid at udskifte enten Kevin Magnussen eller Romain Grosjean.

I det spil står Magnussen heldigvis stærkt. Så længe det er Grosjean, der laver fejlene, og Magnussen, der scorer resultaterne, bør Haas ikke være i tvivl om, hvem de skal beholde.

Men hvis Haas beslutter sig for at stoppe, er Magnussens Formel 1-karriere i fare.