KOMMENTAR

Det blev som ventet en lang eftermiddag for Kevin Magnussen i Monaco. Med sin efterhånden traditionelle, flotte første omgang kom han forbi teamkammerat Romain Grosjean, men resten af løbet lå han sammen med franskmanden bagest i feltet.

For bare 14 dage siden dominerede K-Mag og Haas ’best-of-the-rest’-klassen i Spaniens Grand Prix. Weekenden i Monte Carlo blev derfor et alvorligt reality-check, hvor det blev understreget, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Faldet fra en sikker plads i top-10 til en position bagest i feltet mystificerede hele teamet og ikke mindst Magnussen. Jo, man havde ventet, at Monte Carlos snævre gader og kringlede sving ikke passede specielt godt til VF-18 modellen. Men at man faldt så langt tilbage, var et chok.

De første tegn på nedturen kom allerede under træningen torsdag, men da håbede man, at et nærstudie af data og en hel fredag til analyser kunne løse problemet. Det viste sig ikke at være tilfældet, og det ændrede stemningen: Man gik fra at have et håb om, at man kunne justere sig ud af problemerne, til en erkendelse af, at man pludselig var bundprop i feltet.

Hvad var der sket i de 14 dage siden Spaniens Grand Prix? Det var en kombination af flere ting, der sendte Haas ned gennem feltet.

Både Kevin Magnussen (forrest) og Romain Grosjean 'nød' en eftermiddag bagerst i feltet.
Både Kevin Magnussen (forrest) og Romain Grosjean 'nød' en eftermiddag bagerst i feltet. Foto: Luca Bruno
Vis mere

Den vigtigste årsag var, at bilen simpelthen var ’uegnet’ til banen i Monte Carlo. Haas VF-18 føler sig bedst tilpas i hurtige sving, og dem er der ingen af i Monaco. Samtidigt måtte teamet ændre på hele den aerodynamiske balance, da det viste sig, at bilens 'bargeboards', der styrer luftstrømmene på siden og under bilen, var for svage.

Det er et problem, teamet også har haft på andre baner, men det blev forværret i Monaco, hvor kørerne mange steder skal ind over ganske høje curber ('kantstene') for at sætte optimale omgangs tider.

Torsdag knækkede flere dele af Grosjeans bil, da han kørte over curben ved swimmingpool-sektionen, og derfor – og for at undgå at påkalde sig dommernes opmærksomhed – afmonterede man en del af de aerodynamiske hjælpemidler. Det reducerede bilens downforce, og gjorde resten af weekenden endnu sværere for Magnussen og Grosjean.

Problemerne med VF-18´s 'uegnethed' til gadebanen i Monaco understreger, at teamet er det mindste i feltet. Større teams med flere ressourcer havde forberedt sig bedre til den specielle bane, og for længst løst problemet med de svage bargeboards. Der er en løsning på vej, men den forstærkede konstruktion vil øge bilens vægt, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvor stor indflydelse det vil have på teamets konkurrencedygtighed.

Til gengæld spillede motoren ikke nogen rolle i nedturen. Konkurrenter har antydet, at Ferraris 2018-motor – nærmere betegnet batteri-delen - udnyttede en gråzone i reglementet, og reelt var ulovlig. Sagen har rumlet i baggrunden gennem de seneste måneder, men her i Monaco har FIA skåret igennem og meddelt, at Ferraris løsning ligger inden for reglerne. De motorskift, Ferraris kundeteams Haas og Sauber gennemførte før løbet, var for længst planlagt – og de motorer der blev monteret, var (mindst) lige så stærke som dem, der er blevet brugt hidtil.

Men lad os finde de positive vinkler. Monte Carlos gader er den mest unikke bane i Formel 1-kalenderen, og at Haas VF-18 ikke virkede her, behøver derfor ikke give bange anelser for resten af sæsonen. Circuit Gilles Villeneuve i Montreal om 14 dage er også speciel, men på en anden måde end Monte Carlo, og derfor mere egnet til Haas-raceren. Og herefter følger igen en række 'rigtige' racerbaner a la den type, hvor Haas VF-18 har vist sig at ligge i toppen af midterfeltet. Samtidigt har Haas – en måned efter alle andre – sæsonens første update-pakke på vej.

Inden sæsonen skrev jeg, at Mercedes, Ferrari og Red Bull i alle tilfælde ville være uden for rækkevidde, og at Haas også kunne glemme alt om at slutte foran Renault og McLaren i konstruktør-VM. Sådan er det stadig, hvor Haas efter Monacos Grand Prix igen er helt nede på ottendepladsen, henholdsvis 27 og 21 point efter Renault og McLaren. Og endnu værre: Force India er på sjettepladsen syv point foran Haas, der har 19 point ligesom Toro Rosso, men alligevel er bagefter det italienske team på grund af bedre enkelt-resultater.

Men sjettepladsen er stadig et realistisk mål. Det forudsætter bare, at vi kommer tilbage på de rigtige racerbaner! Næste Formel 1-grandprix køres i Canada 10. juni.