Lyt til artiklen

Det hele startede som et eventyr i sambalandet i fredags.

Men Kevin Magnussens weekend sluttede alt andet end eventyrligt, da han helt uden skyld fik tidligt fyraften.

Festligt blev det derimod for en af feltets unge løver, der tog karrierens første sejr.

Her er B.T.s dom over Kevin Magnussens præstation i Brasilien:

Hvordan giver man karakterer til én, der udgår på første omgang uden skyld?

Næstefter Magnussens andenplads i debutløbet helt tilbage i 2014 må den her weekend have været hans vildeste i Formel 1. Fredag troede ingen deres egne øjne, da Magnussen præsterede en af de største overraskelser i nyere Formel 1-historie. Ja, måske nogensinde.

Dén pole position og lørdagens forsvar mod overmagten med ét vigtigt point til følge sender karakteren i vejret. Men søndagens resultat trækker ned. Også selvom Magnussen var helt uden skyld.

Hvor ville vi gerne have set Magnussen gøre arbejdet helt færdigt med endnu et flot resultat i grandprixet. Et point eller fire her havde været kirsebærret på toppen af den kage, Magnussen har fortjent.

Nu bliver vi jo næsten nødt til at tale ENDNU mere om Magnussens fremragende fredag, hvor han skrev dansk sportshistorie.

Det her ærgerlige resultat betyder, at det ene point, han scorede i lørdagens sprintløb, er endnu vigtigere for Magnussen og Haas i kampen om ottendepladsen i konstruktørmesterskabet, hvor AlphaTauri ånder dem i nakken.

Det er svært at sige, om Magnussen kunne have holdt fast i en top-10-placering i grandprixet, men der var helt sikkert potentiale til det.

I stedet sluttede drømmeweekenden som en ond drøm. Daniel Ricciardo skal næppe forvente et julekort fra danskeren.

Nej, nej, nej, hvor er det uheldigt, at Kevin Magnussens vilde weekend skal slutte på den måde!

Daniel Ricciardo smadrede danskerens løb, da han allerede på første omgang sendte Magnussen ud på en snurretur, inden danskerens bil hamrede ind i Ricciardos. De udgik begge på stedet, men slap uskadte.

Kevin Magnussen var fuldstændig uden skyld i sammenstødet, som Ricciardo må tage på sine skuldre. Han lignede en mand, der slet ikke havde styr på størrelsen på og placeringen af sin bil.

Sikke en kontrast til fredagens festligheder.

Kevin Magnussens selvtillid er vokset den her weekend efter den sensationelle pole position fredag og det flotte forsvar lørdag. Derfor gør det også ekstra ondt, når det slutter på den her måde.

Men Magnussen skal fokusere på det gode. Han viste, at han stadig har, hvad der skal til, når muligheden byder sig. Det kan være guld værd.

I mellemtiden retter hele Formel 1-verdenen øjnene mod Haas, der inden næste weekends sæsonfinale i Abu Dhabi højst sandsynligt vil offentliggøre, hvem der skal være Magnussens holdkammerat i 2023 og dermed have det sidste ledige af de 20 eftertragtede sæder i motorsportens kongeklasse.

Umiddelbart står valget mellem holdets nuværende kører, Mick Schumacher, og tyske Nico Hülkenberg, der har kørt en håndfuld løb som stand-in i år og i 2020, siden han senest kørte fuldtid i Formel 1 i 2019. Men hvem ved, om teamchef Günther Steiner og holdejer Gene Haas pludselig hiver en kanin op af hatten.

1. George Russell (Mercedes)
2. Lewis Hamilton (Mercedes)
3. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
4. Charles Leclerc (Ferrari)
5. Fernando Alonso (Alpine)
6. Max Verstappen (Red Bull)
7. Sergio Pérez (Red Bull)
8. Esteban Ocon (Alpine)
9. Valtteri Bottas (Alfa Romeo)
10. Lance Stroll (Aston Martin)

20. Kevin Magnussen (Haas) – udgik