Det blev en fesen mexicansk fiesta for Kevin Magnussen.

Danskeren lå sidst det meste af løbet og kom dermed ned på jorden igen efter sidste uges fremragende løb.

Max Verstappen skrev historie med sæsonens 14. sejr og endnu en rekord til samlingen.

Her er B.T.s dom over Kevin Magnussens præstation:




Nøj, hvor var det en lang aften for Magnussen, der som en ualmindeligt tålmodig skakspiller bare ventede på muligheden for at sætte det afgørende strategiske træk ind.

Magnussen kæmpede én lang kamp mod sig selv for at miste så lidt tid som muligt og passe bedst muligt på dækkene i håb om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvis muligheden bød sig. Problemet var bare, at den mulighed aldrig opstod.

»Fokusér på det lange løb,« lød det tidligt over radioen fra hans nye løbsingeniør Mark Slade, der virker til at dirigere Magnussen mere end sin forgænger på posten.

Om løbet så var fortsat til jul, havde det ikke været langt nok til, at Magnussen kunne slæbe Haas-raceren op i pointene på den her bane!

Var det en genudsendelse af løbet på Monza? Kevin Magnussen og Haas virkede til at være lige så chanceløse, som de var på den ikoniske italienske højhastighedsbane tidligere på sæsonen.

Magnussen håbede på en sen safetycar som det mirakel, der skulle til for at følge op på sidste uges pointhøst med endnu et godt resultat.

Det tændte et lille lys i det danske håb, da Daniel Ricciardo og Yuki Tsunoda stødte sammen, men japaneren fik selv humpet bilen tilbage i pitten, uden at løbet skulle afbrydes.

Magnussen kunne ikke have gjort meget anderledes på den mexicanske asfalt.

Det var næsten en gentagelse af sidste weekend. Kevin Magnussen blev fanget bag en langsom konkurrent i starten, og så vandt Lance Stroll fem positioner ved at tage heltelinjen uden om. Det var sådan, du skulle have gjort, Kevin!

Det trick plejer at være Magnussens signatur, men denne gang blev danskerens ellers gode start ødelagt af, at han valgte den forkerte linje gennem de første tre sving.

I det hele taget virkede Magnussen overraskende forsigtig i starten modsat hans sædvanlige aggressive stil.

Formel 1-dommerne har op til dette løb besluttet at skære ned på brugen af det sort/orange-flag, der tre(!) gange i år har tvunget Magnussen i pit på grund af en beskadiget bil, så han har mistet potentielle point. Så der burde ikke have været noget at være bekymret for på den baggrund.

Kun Nicholas Latifi har i år kørt flere omgange i løbene på en placering mellem nummer 18 og 20, end Kevin Magnussen har, og løbet i Mexico var endnu et til glemmebogen for den danske racerstjerne.

Men Magnussen havde rig mulighed for at drømme om næste sæson og Haas’ kommende millionaftale med det amerikanske firma Moneygram. En aftale, der muliggør flere og større opgraderinger af Haas-raceren i 2023.

Det er i høj grad manglen på nye dele til bilen, der har sat Magnussen og Haas bagud i forhold til konkurrenterne. Det får drømmecomebacket i Bahrain til at virke som meget, meget længe siden.

Hvis den nye sponsoraftale kan gøre Haas i stand til at veksle weekender som denne i Mexico til eventyr som i Bahrain, har danske Formel 1-fans meget at se frem til efter nytår.

1. Max Verstappen (Red Bull)
2. Lewis Hamilton (Mercedes)
3. Sergio Pérez (Red Bull)
4. George Russell (Mercedes)
5. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
6. Charles Leclerc (Ferrari)
7. Daniel Ricciardo (McLaren)
8. Esteban Ocon (Alpine)
9. Lando Norris (McLaren)
10. Valtteri Bottas (Alfa Romeo)

17. Kevin Magnussen (Haas)