Lyt til artiklen

Kevin Magnussen kunne intet stille op i ny Verstappen-triumf.

Danskeren havde advaret os om, at Haas-raceren ville passe skidt til den legendariske Monza-bane, men det var tilladt at håbe på et mirakel i lyset af en fremragende dansk motorsportsweekend med Frederik Vesti og Bastian Buus’ flotte præstationer foran de hundredtusindvis af italienske tifosi.

Hans spådom holdt dog i den grad stik, og det er tydeligt, at Haas har hjemmearbejde at gøre.

Her er B.T.s dom fra Formel 1-løbet i Italien:




Kevin Magnussens søndag toppede på første omgang, hvor han endnu engang leverede en af sine vanvittige starter og kørte sig fire placeringer frem. Det til trods for, at han fik et lille skub ind i første sving, så han måtte skære tværs hen over afkørselsarealet.

Derfra kunne han blot se til, mens den ene konkurrent efter den anden fløj forbi danskeren. Når selv Formel 1s absolut langsomste kører, Nicholas Latifi, let kommer forbi, bliver det en lang søndag.

Endnu værre blev det så, da dommerne mente, at Magnussen fik en fordel af at skære første sving i starten og gav ham en femsekunders straf. Og den var vist god nok.

I den anden halvdel af løbet lå Magnussen ubehjælpeligt sidst, og han avancerede kun i stillingen, fordi flere konkurrenter udgik.

Vi vidste, det ville blive en svær weekend for Haas.

Men den blev langt sværere end frygtet, for Kevin Magnussen havde reelt intet at stille op mod konkurrenterne, der så let som ingenting kunne køre fra danskeren.

Til gengæld kunne Magnussen glæde sig over at skrive sig ind i rækken af modtagere af Lorenzo Bandini-prisen, der gives til en person i Formel 1, der har udmærket sig, hvilket Magnussen i den grad har gjort med sit comeback og sin mentalitet i år.

Hvis ikke det var for den pris, kunne han og Haas ligeså godt have sparet turen til Italien og i stedet være fløjet direkte til Singapore, hvor cirkusset fortsætter næste gang.

Det blev en lang søndag for Kevin Magnussen i Italien.
Det blev en lang søndag for Kevin Magnussen i Italien. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Slask! Kevin Magnussen fik et ordentligt slag i bagenden af Valtteri Bottas i første sving, så danskeren blev skubbet tværs gennem svinget.

Magnussen var kort efter på radioen til teamet, hvor han dog fik at vide, at alt så ud til at være i orden.

Alligevel fristes man til at tænke, at Haas-raceren må være blevet beskadiget af sammenstødet, og Magnussen havde da også flere samtaler med ingeniøren om bilens balance undervejs i løbet.

I hvert fald var bilen utroligt langsom rundt på Monzas ikoniske asfalt, og mon ikke Magnussen havde sømmet i bund.

Kevin Magnussen havde ikke lagt skjul på Haas-racerens mangler til en højhastighedsbane som Monza.

Men der må jo være bare én af de sidste seks baner på kalenderen, hvor Haas kan være konkurrencedygtige, og så gælder det om at eliminere alle den slags fejl, som Haas har lavet tidligere i år.

Ellers ender 2022 som 2020, hvor Kevin Magnussen var godt træt af Formel 1 og hellere ville køre en anden og mindre prestigefyldt serie, hvor han trods alt kunne kæmpe med om sejrene.

Det var der næppe mange – heller ikke Magnussen selv – der havde forudset efter det sensationelle comeback for efterhånden mange måneder siden i Bahrain.

1. Max Verstappen (Red Bull)
2. Charles Leclerc (Ferrari)
3. George Russell (Mercedes)
4. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
5. Lewis Hamilton (Mercedes)
6. Sergio Pérez (Red Bull)
7. Lando Norris (McLaren)
8. Pierre Gasly (AlphaTauri)
9. Nyck de Vries (Williams)
10. Guanyu Zhou (Alfa Romeo)

---

16. Kevin Magnussen (Haas)