En uacceptabel og vanvittigt farlig beslutning af løbsledelsen stjal al fokus i dagens Formel 1-løb.

Kevin Magnussen havde fået en fantomstart, inden løbet blev afbrudt i mere end to timer på grund af regnvejret.

Max Verstappen var urørlig og sikrede sig sejren, og han kan nu lade sig hylde som verdensmester.

Her er B.T.s dom fra Formel 1-løbet i Japan:

Kevin Magnussen skuffede gevaldigt under lørdagens kvalifikation, hvor han blev sat til vægs af holdkammeraten Mick Schumacher.

Men som så mange gange før, startede danskeren som lyn og torden i løbet, hvor han på forunderlig vis formåede at køre sig fra 17. til 12.-pladsen på første omgang.

Det var vel at mærke mere eller mindre i blinde, hvis man skal dømme efter hans onboard-kamera, hvor det eneste, man kunne se, var det vandsprøjt, han måtte kæmpe sig igennem. Hvordan gjorde han det?

Efter genstarten leverede han en skøn overhaling på Lance Stroll, men et skidt pitstop sendte ham langt ned i feltet, hvorfra han intet kunne stille op.

»Formel 1 og verdens bedste racerkørere kan ikke køre i regnvejr,« lyder kritikken indimellem fra sofaseere og internetkrigere.

Men skulle løbet i Japan overhovedet være startet under de regnfulde forhold? Kevin Magnussen var hurtigt på radioen og kaldte, at »sigtbarheden var nul«, og at det var »for vanvittigt« at køre i.

Havde kørerne været tvunget til at starte på såkaldte ‘full wet’-dæk i stedet for intermediates, havde det måske kunnet lade sig gøre. Men det egentlige problem var den enorme mængde af spray, der blev slynget op i luften af bilerne, så bagvedkørende absolut intet kunne se. Det er et væsentligt problem, når man kører med 200-300 kilometer i timen.

Flere kørere mente slet ikke, at løbet skulle være startet. Som Carlos Sainz Jr. efterfølgende sagde, »Når du intet kan se, lever du i guds hænder.«

Det dér var fuldstændigt uacceptabelt, Formel 1!

Størstedelen af kørerne var samlet op bag sikkerhedsbilen på grund af Carlos Sainz Jr.s uheld i det voldsomme regnvejr, men Pierre Gasly var langt efter og på vej op til feltet igen, da han passerede en traktor på banen, som var i færd med at bjærge Sainz’ bil.

Franskmanden var naturligvis rasende over episoden. Det må for alt i verden ikke ske, at løbsledelsen sender et bjærgningsfartøj på banen, mens racerbilerne kører rundt – heller ikke når hastigheden er nedsat. Dertil er sigtbarheden for dårlig og risikoen for akvaplaning for høj.

Uanset, at Gasly angiveligt brød sikkerhedsloven ved at køre for hurtigt efter forholdene, skulle traktoren ALDRIG have været på banen, før han var kørt forbi stedet.

Situationen gav uhyggelige flashbacks til selvsamme bane i identisk vejr i 2014, hvor Formel 1s seneste dødsulykke netop skyldtes en traktor på banen. Har løbsledelsen intet lært af Jules Bianchis ulykke?

Efterfølgende var Philippe Bianchi, Jules’ far, på Instagram med en opsang til Formel 1 og det internationale motorsportsforbund, FIA, med følgende besked: »Det er mangel på respekt for kørernes liv og mangel på respekt for Jules’ minde. Utroligt.«

Haas og Kevin Magnussen kunne godt bruge lidt af Sebastian Vettels erfaring og strategiske evner i løb som dette.

Den firedobbelte verdensmester var den første til at pitte efter genstarten, og det var et genialt træk, der katapulterede Vettel frem i stillingen på grund af farten fra de nye intermediate-dæk.

Magnussens stop var som så ofte før til den langsomme side, og det kompromitterede danskerens ellers gode start og mulighed for point.

Omvendt gamblede Haas med Mick Schumacher, der som den allersidste skiftede fra full wets til intermediates og dumpede ned på sidstepladsen. Så meget for 100 meter som løbets førende … Haas må nærstudere taktikbogen, inden sæsonens sidste fire løb.

1. Max Verstappen (Red Bull)

2. Sergio Pérez (Red Bull)

3. Charles Leclerc (Ferrari)

4. Esteban Ocon (Alpine)

5. Lewis Hamilton (Mercedes)

6. Sebastian Vettel (Aston Martin)

7. Fernando Alonso (Alpine)

8. George Russell (Mercedes)

9. Nicholas Latifi (Williams)

10. Lando Norris (McLaren)

14. Kevin Magnussen (Haas)