»Det er som at køre på cykel i sin dagligstue,« sagde den tredobbelte Formel 1-verdensmester Nelson Piquet engang om løbet i Monacos gader.

I så fald var en gulvspand eller fire væltet ud over stuegulvet, for Kevin Magnussen og Co. skulle vente en time mere end forventet, før løbet kunne startes i den silende middelhavsregn.

Kevin Magnussen gjorde det fornuftigt i løbets første tredjedel, før en teknisk defekt sendte danskeren i garagen før tid til en ny nedtur.

Her er B.T.s dom fra Formel 1-løbet i Monaco:

Øv! Det var en alt for kort arbejdsdag for den danske regndanser. Cirka en tredjedel igennem løbets 77 omgange meldte Magnussen om tabt motorkraft i Haas-raceren. Som resultat tabte han en del tid og en enkelt position til Pierre Gasly, inden teamet gav ham besked om at køre i pit og udgå af løbet.

Men så ombestemte de sig. Magnussen kørte en ekstra omgang og kunne nu fortælle, at problemet var forsvundet. Det var det dog ikke, så i sidste ende valgte holdet alligevel at trække Magnussen ud af løbet før tid.

Forinden havde danskeren kørt sig to pladser op fra sin startplacering som nummer 13, fordi et par konkurrenter havde pittet til andre dæk. Magnussen pressede Valtteri Bottas og var i konstant dialog med Haas-pitten. Skulle de skifte til såkaldte intermediate-dæk eller direkte til tørvejrsdæk?

Et stop ville have sendt Magnussen ned som 19er, så han foretrak at vente. Netop som Haas havde sendt holdkammeraten Mick Schumacher på tørvejrsdæk for at teste forholdene, sluttede Magnussens løb med tekniske problemer. Det skulle være problemer med vandtrykket.

Der var potentiale til point i Monaco for Magnussen, der efter lørdagens kvalifikation var godt frustreret over en usammenhængende dag med dårlige Haas-beslutninger, så danskeren ikke kunne udnytte bilens fart.

Så er alt, som det plejer, fristes man til at sige om Haas.

Mens flere konkurrenter – inklusive den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel og millionærsønnerne Lance Stroll og Nicholas Latifi – havde svært ved at håndtere de våde forhold, viste Magnussen de evner, der skulle til for at køre flere point hjem til den efterhånden tørkende konto.

Haas skal op på hesten igen og rette markant op på formkurven, som i øjeblikket kun peger én vej, og det er ned.

Bang! Netop som Kevin Magnussen havde kørt den ene Haas-racer i garagen, smadrede Mick Schumacher den anden på dramatisk vis.

Heldigvis var tyskeren selv i stand til at komme hurtigt og endnu vigtigere uskadt ud af den iturevne bil, hvis bagparti var blevet revet af i sammenstødet med barrieren.

Legendesønnen skal glæde sig over, at han ikke selv betaler for skadesomkostninger, men omvendt må Haas-cheferne Gene Haas og Günther Steiner rive sig i håret over endnu en kæmperegning til reservedele og mekanikertimer.

Det er dyrt – især nu hvor holdene skal overholde budgetloftet.

Ak ja. Vi drømmer os allesammen tilbage til jubeldagene midt i marts, hvor Kevin Magnussen sendte hele Danmark i drømmeland med sit uventede comeback og eventyrlige femteplads i Bahrain.

Det lovede så godt for sæsonen med den hurtige Haas-racer, der havde taget et kæmpe skridt frem med god hjælp fra Ferrari.

Men status efter syv løb – fire af dem uden pointhøst – er uden tvivl, at det ikke er blevet til det, som vi alle havde drømt om.

Farten er der stadig et sted, men Haas skal udrydde de dårlige beslutninger og tekniske problemer – ellers kan den danske viking ikke udnytte sit talent.

1. Sergio Pérez (Red Bull)
2. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
3. Max Verstappen (Red Bull)
4. Charles Leclerc (Ferrari)
5. George Russell (Mercedes)
6. Lando Norris (McLaren)
7. Fernando Alonso (Alpine)
8. Lewis Hamilton (Mercedes)
9. Valtteri Bottas (Alfa Romeo)
10. Sebastian Vettel (Aston Martin)
---
20. Kevin Magnussen (Haas) – udgik