Mamma Mia, det var en elendig dag for holdene med Ferrari-motor.

Det fyger med italienske bandeord i Baku, hvor Kevin Magnussen blev det fjerde offer for deres dårlige holdbarhed.

Danskeren havde ellers kørt sig godt op fra sin dårlige startposition og var i spil til point. Max Verstappen vandt for femte gang i sæsonen og fører VM.

Her er B.T.s dom fra Formel 1-løbet i Aserbajdsjan:

Kevin Magnussen fik en ukarakteristisk dårlig start, da han blev klemt inde og mistede to positioner. Der gik dog ikke længe, før danskeren havde startet jagten på konkurrenterne og begyndte at køre sig frem i feltet.

Først kunne Lance Stroll se til, mens danskeren blæste forbi på langsiden, og kort efter måtte så Valtteri Bottas og Alex Albon lide samme skæbne.

Haas besluttede at trække Magnussen i pit, da Carlos Sainz Jr. udløste en virtuel safetycar, og det gav den danske racerstjerne værdifuld 'trackposition'. Han havde svært ved at følge med Guanyu Zhou, men kineserens Alfa Romeo gav op med tekniske problemer, og da Charles Leclercs motor gik op i en kæmpe røgsky, var Magnussen pludselig i kampen om de yderste pointgivende positioner.

Men som den fjerde kører med Ferrari-motor måtte Magnussens udgå af løbet på omgang 33 af de 51.

Mon Magnussen inderst inde ville ønske, at han havde kørt på Le Mans med farmand Jan denne weekend?

Det havde garanteret været en sjovere oplevelse end endnu en dag i den tunge ende af Formel 1-feltet, som han fik i stedet, indtil bilen gav op.

Haas skabte igen(!) forvirring, da holdet først fortalte Magnussen, at han skulle blive på banen under den virtuelle safetycar, for så få sekunder senere at ombestemme sig og trække ham i pit.

Det viste sig ganske vist at være en helt god beslutning, men hvor er der bare nogle beslutningstagere i den garage, der skal lære at bestemme sig – og lære at vælge rigtigt i det hele taget. Alt for mange gange har Haas valgt forkert og set konkurrenterne sejle forbi.

»Hey! Kom her! Kom nu!« har Kevin Magnussen formentligt råbt efter Bakus sikkerhedsfolk langs banen.

Danskerens motor gik op i røg, så han måtte parkere langs barrieren, men han havde vist glemt at trække håndbremsen.

I hvert fald begyndte Haas-raceren at trille, mens Magnussen hoppede ud af bilen, og så viftede han febrilsk med hænderne som tegn til folkene i orange, mens han forsøgte at skubbe bilen tilbage i sikkerhed.

Det var næppe den søndag, Kevin Magnussen havde håbet på.

Teamchef Günther Steiner er tydeligt frustreret, når han taler om holdets præstation i denne sæson.

»Vi burde have haft 15-20 point mere, end vi har,« sagde han inden løbet.

I så fald skal Haas blive markant bedre til at få det bedste ud af løbene – særligt en dag som i Baku, hvor to topkørere plus en direkte konkurrent udgår. Ellers kan Haas glemme alt om at sigte højere i VM-stillingen for konstruktører.

Mens Magnussen igen viste overskud – og burde have scoret point, hvis ikke kvalifikationen var kikset, og bilen brændt sammen – skal Mick Schumacher til at tage sig sammen. Han lignede en, der var så bange for endnu et stort crash, at han kun trykkede speederen halvt i bund. Uha!

1. Max Verstappen (Red Bull)
2. Sergio Pérez (Red Bull)
3. George Russell (Mercedes)
4. Lewis Hamilton (Mercedes)
5. Pierre Gasly (AlphaTauri)
6. Sebastian Vettel (Aston Martin)
7. Fernando Alonso (Alpine)
8. Daniel Ricciardo (McLaren)
9. Lando Norris (McLaren)
10. Esteban Ocon (Alpine)
---
17. Kevin Magnussen (Haas) – udgik