Skuffelse på skuffelse på skuffelse. Og nu kommer der så en sort besked til Kevin Magnussen fra chefen selv.

Hvis den danske racerkører er ved at flå sine lyse lokker ud af hovedet og sælge sin Formel 1-bil for at overtage roret på et vikingeskib i hjembyen Roskilde, forstår man ham efterhånden godt.

For det har været et mere end almindeligt svært år for Haas og Kevin Magnussen. Bilen har slet ikke fungeret som i den fornemme 2018-sæson, og nu opgiver Haas-teamchef Günther Steiner endegyldigt 2019.

Da han af Autosport blev spurgt til, om han så et lys for enden af tunellen, var svaret noget nedslående.

Foto: diego
Vis mere

»Ikke på den korte bane,« lød det kortfattet fra den italienske Haas-boss til motormediet.

Det er dækkene, den er gal med på Haas-raceren. Og selvom teamet har identificeret problemet, lader det sig altså bare ikke løse.

»Vi ved, hvor vi er, og hvorfor vi er, hvor vi er, men det er en helt anden udfordring at få løst det. Og jeg ved ikke, om vi kan få styr på det i år på konstant basis,« siger Günther Steiner.

Kevin Magnussen og teamkammeraten Romain Grosjean ligger i år henholdvis nummer 15 og 17 i VM-stillingen med 20 kørere i alt i feltet.

Foto: ANTON VAGANOV
Vis mere

Noget af en nedtur fra 2018, hvor Magnussen endte sæsonen som nummer ni, Grosjean som nummer 14 og Haas som nummer fem i konstruktørernes mesterskab. Men det kommer ikke til at ændre sig markant i den sidste del af sæsonen..

»Der er kun fire løb tilbage alligevel, men hvis vi får en eller anden god dag… Det er ikke sådan, at jeg kan fortælle jer, at i de næste to løb får vi en opgradering, som vil løse problemet,« siger Günther Steiner og kigger frem.

»Vi skal bare sørge for, at det her ikke sker næste år, for det er ret krævende.«

Næste Formel 1-grandprix finder sted i Mexico og køres 27. oktober.