Kevin Magnussen er optimistisk.

»Forhåbentligt har vi lært af fejlene fra sidste år, så vi kan få en god sæson,« siger han.

Den danske Formel 1-kører har kort inden første tryk på speederen i 2020-sæsonen talt  med Formel 1s officielle hjemmeside.

Her giver Haas-køreren udtryk for, at han tror på et bedre år i år end i 2019.

Onsdag, torsdag og fredag køres årets første Formel 1-test på Circuit de Barcelona-Catalunya, og det ser danskeren frem til.

»Jeg glæder mig meget til testene i år. Jeg er sikker på, at vi har en god bil,« siger Kevin Magnussen.

Samme holdning deles af hans teamchef, Günther Steiner, der sidste år kunne se sine kørere hente blot 28 VM-point. Det var en tilbagegang på 65 point i forhold til året før, hvilket medførte et fald fra en samlet femteplads i konstruktørernes VM-stilling til en niendeplads. Som nummer næstsidst.

Samtidig var året fyldt med problemer og manglende fart.

Günther Steiner påpeger dog over for samme medie, at der faktisk også var optimisme sidste år på samme tid.

»Sidste år havde vi en god test, de første løb gik godt, og så gik det ned ad bakke. Vi har lært, hvordan vi skal blive bedre til at kigge på tingene og analysere vores data bedre for at se, om vi er på rette vej eller er på afveje,« siger Günther Steiner.

Haas stiller i 2020 op med den samme besætning som i de seneste sæsoner, med Kevin Magnussen flankeret af Romain Grosjean, og teamchefen erkender, at deres input gjorde en forskel sidste år. Da der blev lyttet.

»Vi lærte også at lytte til kørerne - nogle gange hjælpe det en hel del,« siger Günther Steiner til Formel 1s officielle hjemmeside.