Kevin Magnussen havde en bitter eftermiddag i Monza.

Italiens Grand Prix udviklede sig til et af de kaos-løb, hvor han normalt brillerer, men han var for længst udgået, da der blev uddelt masser af 'billige' VM-point.

Efter et par små sammenstød i første sving måtte danskeren i pit efter en frisk front til sin Haas-Ferrari. Det tog tid at få afmonteret den beskadigede næse, og da Magnussen kom tilbage på banen, var han trekvart omgang efter feltet.

»Jeg fik en god start, men kom ind mellem to biler og endte i en sandwich i sving 1 og 2. Jeg prøvede at komme ud af situationen, men fik klippet min frontvinge og måtte i pit,« forklarede han.

Efter pitstoppet tilbragte Magnussen den første tredjedel af løbet på en ensom sidsteplads, hvor han leverede overraskende hurtige omgangstider. Men på 17. omgang svigtede Ferrari-teknikken, og han måtte køre ind til siden med en ødelagt gearkasse.

»Jeg er skuffet, for det var ærgerligt at skulle i pit for at få skiftet frontvinge og så bagefter komme ud og køre nogle rigtig fine tider. Det så rigtig godt ud – overraskende godt. Mine tider var på niveau med McLaren-kørernes. Når man ser, hvordan løbet senere udfoldede sig – der skete så meget – ville jeg rigtig gerne have været med hele vejen,« sagde Magnussen, da han kom tilbage til paddocken.

Magnussens stop kom indirekte til at afgøre Italiens Grand Prix. Lewis Hamilton lå som sædvanlig i front, da safetycar'en blev sendt på banen, mens marshalls skubbede danskerens bil ind i pitten. Race director Michael Masi beordrede af sikkerhedshensyn pitten lukket, men Hamilton kørte alligevel ind, og det kostede ham en 10-sekunders 'stop and go'-straf.

Kort efter løbet atter var givet frit, crashede Charles Leclerc voldsomt, og løbet blev afbrudt. Ferrari-køreren slap uskadt, men det tog lang tid at gøre banen klar igen.

Leclercs crash var kulminationen på en pinlig eftermiddag for Ferrari.

Allerede efter få omgange måtte Sebastian Vettel trække sig ud med bremseproblemer, og da Leclerc udgik, lå han bag Kimi Räikkönen, der kører med Ferraris kundemotorer.

Da løbet blev genstartet, måtte Hamilton udstå sin straf, Bottas i den anden Mercedes havde også problemer, og Max Verstappen (Red Bull) udgik.

Med køreren fra de tre traditionelle topteam i problemer eller helt ude af løbet blev der lukket op for det mest overraskende resultat i mange år.

Pierre Gasly (Scuderia AlphaTauri-Honda) kørte nemlig et strålende løb og vandt trods massivt pres fra Carlos Sainz (McLaren-Renault) sin første grandprixsejr.

Lance Stroll (Racing Point-Mercedes) blev nummer tre foran Lando Norris (McLaren-Renault) og Valtteri Bottas, der med femtepladsen reducerede afstanden til Hamilton (nummer syv) i den samlede stilling med fire point.