I weekenden går det løs i Barcelona, når Spaniens Grand Prix løber af stablen.

Og der er varslet opdateringer hos både Haas og de andre hold i Formel 1-feltet. Men hvad skal vi forvente os af Kevin Magnussen og co.?

For det er ikke sikkert, det kommer Haas til ret meget gavn, at det er netop nu, der bliver opdateret på bilerne. LYT TIL K-MAGAZINE I BUNDEN AF ARTIKLEN.

»Haas har også store opdateringer med, og det tror jeg ikke nødvendigvis er en fordel for Haas,« lyder det fra B.T.s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard.

Der er varslet store opdateringer på samtlige biler i Formel 1-feltet. Også hos Haas. Men det er ikke nødvendigvis en fordel.
Der er varslet store opdateringer på samtlige biler i Formel 1-feltet. Også hos Haas. Men det er ikke nødvendigvis en fordel. Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

»Haas har masser at fokusere på med dækkene, og nu er der pludselig en masse faktorer yderligere, der kan ændre bilens opførsel. Så der er godt nok mange data at holde styr på,« tilføjer han og slår fast, at han ikke er sikker på, det er det bedste sted eller tidspunkt at introducere de nye opdateringer på bilerne.

Men han understreger også, at opdateringerne ikke er til at komme udenom, fordi alle de andre team også er i fuld gang med deres.

»Selvfølgelig skal det til, fordi alle de andre team kommer med noget, som tager et markant step. Og så er vi i gang med det her udviklingsræs, som vi altid har snakket om er Haas' svage punkt, for det er et lille team, og de udvikler ikke så hurtigt,« siger Peter Nygaard.

Så hvad skal vi egentlig forvente os af Haas på banen i Barcelona?

Kevin Magnussen og Haas har haft problemer. Men har de løst dem til Barcelona?
Kevin Magnussen og Haas har haft problemer. Men har de løst dem til Barcelona? Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

»Hvis de (Haas, red.) løser problemet, så er forventningerne høje, og hvis det er det samme problem, de bliver ved med at have, så kan man jo næsten godt regne med, at det bliver knap så godt et løb,« siger Ronnie Bremer, der slår fast, at han har svært ved at forudse, hvor i stillingen vi kommer til at se Haas i weekenden.

»Men igen... Jeg synes, deres kvalifikationer har været virkelig stærke i år, så de har ikke en dårlig bil. Hvis man husker tilbage, så var de rigtig hurtige på deres 'longruns' i Barcelona (til testen, red.), så det kan tyde på, at der har de måske styr på det. Men det kan også hurtigt vende igen,« tilføjer han.

Men hvis der er noget, Haas har brug for, så er det et godt resultat, for som Ronnie Bremer slår fast:

»Når man har nogle dårlige ræs i træk, så har man brug for lidt oprejsning.«

I udgangspunktet burde Barcelona også være stedet, hvor Haas kunne have gode udsigter til en succes-weekend – også deres problemer med at få varme i dækkene taget i betragtning.

»Barcelona-banen kommer virkelig Haas i møde, for der er masser af lange sving, hvor gummiet virkelig kan få lov at arbejde, og langsiderne er relativt korte. Så som udgangspunkt skulle den passe rigtigt godt til Haas,« siger Peter Nygaard.

I podcasten vender vi også Haas' konkrete problemer, og hvordan de løser dem, og så tager vi et smut forbi Williams, der om nogen ved, hvad det vil sige at være i krise.

Du kan lytte til seneste episode af K-Magazine herunder.