Romain Grosjean var ikke stolt af situationen, hvor han ramte Kevin Magnussen på Silverstone-banen.

Den franske Haas-kører var dog ikke klar til at påtage sig skylden for episoden, der skete på løbets første omgang.

Her kørte Kevin Magnussen og Romain Grosjean side om side i kampen om danskerens syvendeplads. Og da de to teamkammerater kørte ind i en højrekurve, bankede Romain Grosjean ind i siden på Kevin Magnussen, som tabte mange positioner i forsøget på at komme ind på banen igen. Danskerens bil blev også beskadiget.

Romain Grosjean blev frikendt for episoden, men Kevin Magnussen var langtfra glad for franskmanden.

Det sagde danskeren over radioen til teamet efter løbet.

»Jeg er ikke glad, og I ved godt hvorfor, og I fortjener bedre,« fortalte Kevin Magnussen vredt.

Romain Grosjean udgik senere efter et nyt sammenstød med Carlos Sainz, og han havde dermed en helt igennem dårlig dag på Silverstone.

Kevin Magnussen kæmpede videre trods det tidlige sammenstød. (AP Photo/Luca Bruno)
Kevin Magnussen kæmpede videre trods det tidlige sammenstød. (AP Photo/Luca Bruno) Foto: Luca Bruno
Vis mere

Efterfølgende var Romain Grosjean dog ikke umiddelbart klar til at påtage sig skylden for det 'forbudte uheld' med den danske teamkammerat.

»Vi er nødt til at se det hele nede i garagen og sætte os sammen. Det burde ikke ske for teamet, fordi det var ikke godt for os alle sammen. Hvis fejl var det? Det er altid svært at svare på, men det er en skam,« sagde han til TV3 Sport.

Kevin Magnussen sluttede på niendepladsen i løbet, som blev vundet af Ferrari og Sebastian Vettel.