Kevin Magnussen rullede sin Haas-racer ind på en fornem syvendeplads og høster derfor seks VM-point efter søndagens Grand Prix i Ungarn

I ferieperioden er det B.T.s Formel 1-korrespondent og ekspert Peter Nygaard, der lidt modvilligt har fået æren af at vurdere Kevin Magnussens løb - og han giver danskeren karakteren 10.

Begrundelsen:

Jeg er som bekendt ikke den store fan af at give Formel 1-kørerne karakterer efter hvert løb. Men sommerferie på F1-redaktionen betyder, at det blev min opgave i denne weekend, og det er heldigvis en nem opgave at bedømme Kevins Magnussens præstation i Ungarn.

LÆS OGSÅ: B.T.s Formel 1-ekspert: Jeg frygter, at holdet forsvinder

Han gjorde alting rigtigt – i regnvejret under kvalifikationen og i tropetemperaturerne under løbet. Han satte teamkammerat Roman Grosjean med 0,7 sekunder i kvalifikationen, og det er jo nærmest lysår i Formel 1.

Og i løbet sluttede han 50 sekunder foran franskmanden, som er den eneste, man med en vis retfærdighed kan sammenligne ham med. Og Magnussens bedste omgang var 1,3 sekunder hurtigere end Grosjeans hurtigste. 1,3 sekund!

Men Magnussen vandt ikke – derfor kan det ’kun’ blive et 10-tal herfra.