I Montreal er Formel 1-kørerkarussellen i løbet af weekenden gået et gear op. Den årlige kamp om sæderne til den kommende sæson er i år startet tidligt, for en række topkørere har kontraktudløb.

Kevin Magnussens kontrakt med Haas udløber også, men teamet har en option på ham for 2019.

Lad mig for overblikkets skyld ridse situationen op.

Hos Mercedes udløber kontrakterne for både Lewis Hamilton og Valtteri Bottas. Englænderen har forhandlet i månedsvis, men har endnu ikke underskrevet en ny aftale. Parterne antyder dog, at de ønsker at fortsætte sammen, og jeg vil blive meget overrasket, hvis Hamilton ikke kører Mercedes i 2019.

Bottas ved, at han i disse måneder kører for sin Formel 1-fremtid. Hvis han ikke får en ny aftale med Mercedes, vil hans karriere køre sydpå hos mindre teams. I øjeblikket gør Bottas det nærmest optimalt – sjældent helt så hurtig som Hamilton, men godt nok til at tage point fra englænderens nærmeste konkurrenter. Jeg tror derfor på, at han også får en ny aftale.

Hos Ferrari er Sebastian Vettel på plads for 2019, men Kimi Raikkonens kontrakt udløber. Finnen er nu den ældste kører i feltet, men han er samtidig tættere på Vettels omgangstider end nogensinde tidligere i deres Ferrari-samarbejde. I Maranello spørger man sig selv: ”Hvem kan score flere point end Kimi i 2019?”. Jo mere de tænker over det, jo bedre bliver ideen om at give finnen endnu en etårig kontrakt. Daniel Ricciardo er det eneste alternativ, der forekommer mere interessant, men med australieren kommer også risikoen for intern ballade. Da Vettel/Ricciardo-kombinationen blev forsøgt hos Red Bull i 2014, blev tyskeren den store taber, og han foretrækker derfor endnu en sæson med Raikkonen i den anden side af garagen.

Magnussen var for et par uger siden i Maranello for at teste Haas-raceren i Ferraris simulator. Han er på radaren som potentiel Raikkonen-afløser, og han er ikke bange for at påtage sig jobbet som Vettels teamkammerat. Han tror på, han kan – og får lov til – at udfordre tyskeren. Alligevel tror jeg ikke på, K-Mag kører Ferrari i 2019: Raikkonen og Ricciardo er simpelt hen mere oplagte emner.

Red Bull har en langtidsaftale med Max Verstappen, men Daniel Ricciardos kontrakt udløber. I en tid, hvor Verstappen smadrer biler på samlebånd, vil Red Bull gerne holde på australieren, men han afventer: Han vil forståeligt nok gerne vide, hvilken motor Red Bull kører med i årene fremover, og den beslutning (Renault eller Honda) tages først i de kommende uger. Hvis Ricciardo forlader Red Bull, er Magnussen ikke en potentiel afløser, for teamet har allerede kontrakt med Carlos Sainz Jr (p.t. udlånt til Renault) og Pierre Gasly (i juniorteamet Toro Rosso).

Hos McLaren er der som sædvanlig forvirring. Sidste år annoncerede man en flerårig aftale med Alonso, men nu viser det sig, at spanieren har en ’get-out’-klausul. Det er altså op til ham, om han vil fortsætte, og det beslutter han tidligst efter Le Mans i næste uge. Hvis han her vinder den forventede sejr med Toyota, vil det være fristende at satse på den amerikanske IndyCar-serie i 2019, for Alonsos store ambition er nu at score motorsportens uofficielle hattrick med sejre i Formel 1, Le Mans og Indy 500. Men selvom Alonso forlader McLaren, tror jeg ikke på et Magnussen-comeback i teamet, der gav ham chancen i Formel 1 (og droppede ham efter bare en enkelt sæson): Unge Lando Norris er linet op til den første ledige plads.

Så er der Renault. Hvis Red Bull hiver Sainz Jr tilbage, mangler det franske team en makker til Nico Hülkenberg (de skal i givet fald nok få det sjovt sammen!).

Magnussens 2016-sæson for Renault var ikke nogen succes, men det var ikke danskerens skyld. Det ved man internt i teamet, og tanken om et Magnussen comeback er derfor ikke fremmed. Danskeren har stadig et godt forhold til Renaults tekniske ledelse, men følelserne er ikke helt så varme overfor teamchef Cyril Abiteboul. Skårene er dog ikke skarpere, end de kan klinkes.

Alligevel tror jeg ikke på, Magnussen vender tilbage til Renault. Jeg er faktisk mere og mere sikker på, at han fortsætter hos Haas, hvor man i disse uger tager de første skridt i retning af et fortsat samarbejde.

Peter Nygaard er BT´s Formel 1-korrespondent