De gode nyheder først.

Kevin Magnussen blev efter en fræk manøvre mod teamkammerat Romain Grosjean nummer syv i Spaniens Grand Prix.

Franskmanden reddede sig i mål på 10.-pladsen, og dermed scorede Haas sine første VM-point siden Magnussens sjetteplads i sæsonpremieren i Australien for to måneder siden.

Er det et tegn på at teamet efter et point-fattigt forår nu er på rette kurs?

Haas VF19 er som udgangspunkt en rigtig god racerbil – sandsynligvis den fjerdehurtigste i Formel 1-feltet 2019. Det har Kevin Magnussen og Romain Grosjean gang på gang antydet med stærke kvalifikationer.

Men på grund af dækproblemer havde det åbenlyse potentiale inden Spaniens Grand Prix kun udmøntet sig i de otte VM-point, Magnussen scorede i Australien.

Guenther Steiner har kritiseret Pirellis 2019-dæk ganske voldsomt, og det er verdens bedste teamchef naturligvis i sin gode ret til. Men ærligt talt: Det er ikke Pirelli, der har et problem – det er Haas.

Jo – 2019-dækkene kan virke ’hysteriske’, når de kun fungerer optimalt indenfor ganske få grader. Men det gælder altså for alle 10 teams. De har alle fået samme opgave – at få det bedste ud af de nye dæk. Det er en opgave, som Haas indtil nu har løst dårligere end alle andre teams.

Kevin Magnussen og holdkammeraten Romain Grosjean (nærmest) endte i sammenstød på banen i Barcelona.
Kevin Magnussen og holdkammeraten Romain Grosjean (nærmest) endte i sammenstød på banen i Barcelona. Foto: Robert Thomsen, Grand Prix Foto
Vis mere

Det er en opgave, der skal løses, og det har Steiner, Magnussen, Grosjean og co. knoklet med hele foråret. Der er mange bolde i luften, og en af dem var den markante upgrade, der blev præsenteret i denne weekend.

Den blev bedømt til at være en succes, men den skal naturligvis finjusteres i de kommende uger. Upgrade´n lægger op til en lidt mere aggressiv stil, når man drejer ind i svingene. Det kan være med til at give mere varme i dækkene, men det er vigtigt

at understrege, at upgrade´n ikke er udviklet specifikt med henblik på dækproblemerne. De første streger til den upgrade, der blev præsenteret i Spanien, blev tegnet længe inden man fandt ud af, at Haas VF19 på mange baner ikke kunne holde dækkene varme over distancen.

Her i Spanien var der ingen problemer med dækkene. Circuit de Barcelona-Catalunyas langstrakte sving sørgede for at dækkene holdt den rette temperatur.

Er problemerne med at få dækkene op på den rette arbejdstemperatur i løbene så ved at være løst? Jeg er bange for, at svaret i bedste fald er et ’bom-bom-bom’.

De to kommende løb i Monte Carlo og Montreal har ikke de langstrakte sving, der fik god varme i Haas VF19's dæk i Spanien. Samtidig er dæk-udvalget for første gang i denne sæson Pirellis tre blødeste compounds, som tidligere har valgt Haas problemer.

Jeg frygter, at det grundlæggende problem ikke er løst – endnu. Der skal knokles videre, så dækkene ’holder varmen’ på alle typer baner. Dette arbejde fortsætter allerede tirsdag og onsdag, hvor testkører Pietro Fittipaldi og Magnussen tester på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Jeg er ikke i tvivl om at Haas-folkene før eller siden finder en løsning. Og så kan Kevin Magnussen på en god dag med en masse held drømme om en plads på podiet.