Formel 1-sæsonen 2019 slutter i weekenden med Abu Dhabis Grand Prix på Yas Marina-banen.

Sæsonen startede for Kevin Magnussen og Haas-teamet med en stærk vintertest i Barcelona. Den nye Haas VF19 var så lovende, at man lagde op til at snuppe fjerdepladsen i konstruktør-VM fra Renault.

Umiddelbart ikke noget urealistisk mål, for man havde i 2018 kæmpet med det franske team om netop fjerdepladsen.

Ni måneder senere er det tydeligt, at Haas' sæson udviklede sig til en tragisk komedie. Tragisk, fordi teamet slutter på niende- og næstsidstepladsen. Og en komedie, fordi teamet til sidst kun kunne grine ad den temperamentsfulde VF19.

Der er ikke meget, der tyder på, at årets sidste løb vil bringe flere VM-point ind på den slunkne Haas-konto. VF19'eren overraskede ganske vist positivt under træning og kvalifikation for 14 dage siden i Brasilien, hvor både temperaturerne og banens layout helt uventet pludselig passede til bilen. Men da temperaturerne steg til løbet, droppede Magnussen hurtigt ned gennem feltet.

I Abu Dhabi er der garanti for høje temperaturer hele weekenden, og det er næppe godt nyt for Haas VF19 og dens manglende evne til at udnytte dækkene optimalt.

Samtidig har Yas Marina-banen ikke de højfarts-kurver, som i Brasilien gjorde Haas-kørerne bare nogenlunde konkurrencedygtige. Faktisk er banen i Abu Dhabi præget af de vinkelsving, som VF19 hader, så det ligner på forhånd en lang, frustrerende weekend for Magnussen og co.

Danskeren har kørt fire gange på Yas Marina, der med anlægsomkostninger omkring otte milliarder kroner er den hidtil dyreste Formel 1-bane (men så er der også air-con i pit-garagerne!).

Foto: RICARDO MORAES
Vis mere

I 2014 kvalificerede han sin McLaren-Mercedes på niendepladsen og kom i mål som nummer 11. To år senere startede han i sin underlegne Renault helt tilbage på 18.-pladsen og blev involveret i et sammenstød allerede i første sving.

Hos Haas er det indtil nu blevet til en 13.-plads i 2017 og et enkelt VM-point i 2018, hvor han på 10.-pladsen sluttede lige bag sin teamkammerat, Romain Grosjean.

I den tragikomiske 2019-sæson har Grosjean været et af Magnussens få faste holdepunkter. Selv om der i uskøn forvirring er blevet byttet rundt på stumper og updates gennem hele sæsonen, har de to Haas-kørere som udgangspunkt haft samme materiel.

Det har danskeren generelt udnyttet langt bedre end franskmanden, og Grosjean (med otte point inden finalen) skal som minimum slutte på fjerdepladsen i Abu Dhabi for at slå Magnussen (20 point) i den samlede 2019-stilling.

I kvalifikations-duellen, der ellers er Grosjeans stærkeste disciplin, har Magnussen allerede sikret sig den samlede sejr. Stillingen inden finalen i Abu Dhabi er stillingen 12-8 til danskeren, og selvom 12-9 også er acceptabelt mod en så stærk modstander, lyder 13-8 bare betydeligt bedre.

Uden udsigt til VM-point er det nok det bedste, Kevin Magnussen kan få ud af Abu Dhabis Grand Prix: at slå Romain Grosjean endnu en gang.

Men selvfølgelig: Enden på VF19-komedien kan også blive, at bilen fungerer, og så kan Magnussen blande sig i top-10.

Det er bare ikke særligt realistisk.