KOMMENTAR

Det østrigske grandprix markerede på flere planer et magtskifte i Formel 1. Og dét både i toppen af VM-stillingen, i midterfeltet og internt i Haas-teamet.

I spidsen af feltet overtog Sebastian Vettel og Ferrari VM-føringen i både kører-og konstruktør-VM, mens begge Mercedes'er udgik.

Det er for tidligt at konkludere, at Mercedes er stødt fra Formel 1-tronen, men det er tydeligt, at de er under større pres end nogensinde tidligere under det nuværende reglement.

Vis mere

I midterfeltet er der også et magtskifte på vej. Mod alle odds er Haas nu nummer fem i konstruktør-VM. Endnu en gang satte feltets mindste team storhold som Renault og McLaren på plads, og det er nu realistisk at tro på, at Kevin Magnussen og co kan holde den sensationelle femteplads resten af sæson.

Det østrigske grandprix blev Haas-teamets definitive gennembrud i Formel 1. På en dag, hvor tophold som Mercedes (Lewis Hamilton OG Valtteri Bottas) og Red Bull (Daniel Ricardo) udgik, kørte Haas' to biler med Romain Grosjean og Kevin Magnussen uden andet end dæk-problemer i mål på henholdsvis fjerde-og femtepladsen.

Kevin Magnussen er nu nummer syv i kampen om den individuelle VM-titel. Han er altså nu bedste kører udenfor de tre tophold - foran begge McLaren-kørere og begge Renault-kørere!

På en halv sæson har han scoret dobbelt så mange point som sidste år. Læs lige den sætning en gang til! Weekenden i Østrig viste også, at der er sket et 'magtskifte' i Haas-teamet. Efter et forår, hvor Magnussen nærmest knuste Romain Grosjean, er det nu franskmanden, der er hurtigste mand i teamet.

Det er stadig de små marginaler der skiller Haas-kørerne, men nu falder de som regel ud til Grosjeans fordel.

Vis mere

I de fire seneste løb er resultatet af kvalifikationsduellen 2-2, men tallene viser ikke det reelle styrkeforhold. De to 'sejre', Magnussen har taget, kom i Canada og Frankrig, hvor Grosjean slet ikke fik sat en tid. I Canada brændte hans motor sammen i Q1 og i Frankrigs kørte han af banen i Q3, men begge steder havde han, inden han fik problemer, været hurtigere end danskeren. Det er ikke fordi Magnussens form dykker.

Han leverer fortsat på et meget højt niveau, og jeg er ikke i tvivl om, at han stadig er en bedre racerkører end Grosjean (VM-stillingen er 37 - 12 i hans favør). Men franskmanden er nærmest uovertruffen på en enkelt, hurtig omgang, og det anerkender danskeren.

Det hører med til historien, at Grosjeans super-tider under træning og kvalifikation kommer på all-risk omgange, der med jævne mellemrum ender i hegnet (som i Frankrig). Det er der for så vidt ikke noget nyt i - det nye i den interne Haas-kamp er, at den update, man præsenterede i Canada, ser ud til at passe bedre til Grosjean end til Magnussen.

Det er først og fremmest derfor, Grosjean i øjeblikket er hurtigere end Magnussen. Og franskmanden har med søndagens fjerdeplads - Haas' bedste resultat nogensinde - tanket ny selvtillid. Det er en udvikling, jeg tror kun vil gøre Magnussen endnu bedre, når han gearer op til teamkammeratens udfordring. Og dét er en udvikling, der kan sikre nye VM-point allerede i den kommende weekend på Silverstone.