Efter en skuffende 2019-sæson bliver ledelsen i Kevin Magnussens Haas-team nødt til at gøre noget – man kan ikke bare fortsætte, som om det egentlig er gået OK i år. Der skal nye kræfter til, men om det er Magnussens teamkammerat eller nogle ingeniører, der skal udskiftes, er op til Gene Haas og Günther Steiner.

Med hensyn til kørere står valget mellem Romain Grosjean, der har kørt for teamet siden debuten i 2016, og Nico Hülkenberg, der i sidste uge fik at vide, at hans kontrakt med Renault ikke bliver forlænget.

Valget er svært, for der er tale om to rigtig gode kørere, der hver især kan hjælpe teamet videre.

Romain Grosjean er forrygende hurtig over en enkelt omgang og ved alt det om den problematiske VF19-model, som Hülkenberg først skal lære. Det kan blive Grosjeans redning: Han er langt bedre end Hülkenberg ’klædt på’ til de problemer med VF19, der skal løses, inden den nye VF20 kan blive en succes.

Man samtidig er Grosjean meget afhængig af, at bilen passer perfekt til hans aggressive kørestil. Den er til tider så langt væk fra Magnussens stil, at det hæmmer udviklingen af bilen.

Og så er Grosjeans forhold til både teamet og teamkammeraten efterhånden lidt tyndslidt. Selvom Haas-ledelsen loyalt har forsøgt at dække Grosjean ind, er det tydeligt for de fleste, at det er ham, der har forårsaget hovedparten af sammenstødene med Magnussen. Og det er en kendsgerning, at Grosjean både brokker sig meget og laver mange fejl.

Nico Hülkenberg har et af de flotteste CV'er i feltet. Han har vundet i alle de klasser, han har stillet op i uden for Formel 1 (inklusiv Le Mans), og han er mere stabil end Grosjean. Han kan komme med friske input til den tekniske afdeling, og han har fra sine tre år hos Renault insiderviden om, hvordan en af Haas' nærmeste konkurrenter arbejder, og hvordan de får deres dæk til at fungere optimalt.

Kevin Magnussen er herligt ligeglad med, hvem der kommer til at holde i den anden side af Haas-garagen - han frygter ingen af dem. Og for lige at slå det fast: Trods diverse episoder har han ingen personlige problemer med hverken Grosjean eller Hülkenberg.

Nico Hülkenberg kan ende med at blive Kevin Magnussens nye holdkammerat.
Nico Hülkenberg kan ende med at blive Kevin Magnussens nye holdkammerat. Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

Fra Magnussens synspunkt mener jeg, at Hülkenberg vil være den bedste 2020-makker. Danskeren kæmper for at komme videre til et topteam, og i den kamp har han allerede sikret sig Grosjeans skalp.

Der vil ikke blive lagt særligt meget mærke til, hvis han slår franskmanden en gang til i 2020. Men det vil give hans drømme om et topteam yderligere fremdrift, hvis han også sætter Hülkenberg på plads.

Haas har selvfølgelig også den mulighed at hyre både Grosjean og Hülkenberg. Det forudsætter, at Magnussen forfremmes til et sæde hos enten Red Bull (hvis Alaxander Albon skuffer) eller Ferrari (hvis Sebastian Vettel stopper). Det er ikke den oplagte løsning lige i øjeblikket, men alting kan som bekendt ske i Formel 1.

Og som skrevet tidligere på ugen: Kevin Magnussen er tættere på et topteam end nogensinde.