KOMMENTAR

Med Italiens Grand Prix i weekenden tager Formel 1-VM 2018 afsked med Europa, for herefter afvikles de syv resterende løb udenfor vores kontinent.

Og for Haas-teamet - med Kevin Magnussen og Romain Grosjean - skal årets sidste løb i Europa først og fremmest bruges til at lukke hullet op til Renault i konstruktørernes VM. Det handler om kampen om fjerdepladsen - også kendt som ’best-of-the-rest’ - efter de tre urørlige tophold Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Lige nu er Haas (med et årsbudget på ca. én milliard kroner) blot seks point efter Renault (med et årsbudget på ca. to milliarder), men med en god weekend i Monza kan Magnussen og co. overhale danskerens tidligere team.

Og chancerne er gode. For det første er Monza VM-seriens sidste, reelle højhastighedsbane, hvor hestekræfterne spiller en afgørende rolle. Med den seneste Ferrari-update råder Haas efter alt at dømme over feltets stærkeste motor, og samtidigt har Renault valgt at droppe deres nyeste motor-version, fordi de frygter, at den ikke kan holde til strabadserne i Monza. Det betyder, at Haas-kørerne har betydeligt flere hestekræfter end Renaults Nico Hülkenberg og Carlos Sainz Jr.

Samtidig skal Hülkenberg udstå en straf for sin hasarderedestart i Belgien i søndags. Han er idømt et tab på 10 startplaceringer. Så med mindre, at det går helt galt for Magnussen og Grosjean under kvalifikationen, betyder dét, at de skal starte langt foran tyskeren, og så er vejen til Renaults nuværende
fjerdeplads i konstruktør-VM pludseligt ikke så lang.

Samtidig gør Hülkenbergs startplacering bagest i feltet Magnussens drømme om at overtage føringen i ’B-VM’ (for kørere uden for de tre top-teams) realistiske - han er inden løbet i Monza blot tre point efter tyskeren.

De mange hurtige kurver i Monza vil også komme Haas´ VF18-model i møde, og jeg tror, Force India, der traditionelt er stærke på hurtige baner, vil være den nærmeste konkurrent til Magnussen og co. i kampen om at blive ’best-of-the-rest’ i Italiens Grand Prix.

Vis mere

Løbet i Monza giver også Kevin Magnussen mulighed for at understrege det interne styrkeforhold i Haas-teamet.

I foråret knuste danskeren nærmest sin teamkammerat Romain Grosjean, og det solide forspring, han har opbygget, holder stadig. I VM-stillingen har Magnussen 49 point mod Grosjeans 27 og i kvalifikationsduellen er danskeren foran 8-4.

Så set over hele sæsonen er der ingen tvivl om, at Magnussen er foran, men det er tydeligt, at Grosjean efter et svagt efterår er rykket tættere på danskeren. Hvis vi kun ser på de sidste fem løb, har franskmanden faktisk scoret 27 VM-point mod Magnussens 22. I kvalifikationsduellen er stillingen fra de sidste fem løb 3-2 til Magnussen.

Mens Magnussen synes sikker på, at fortsætte hos Haas, er der stadig spørgsmålstegn ved Grosjeans 2019-sæde. Derfor har franskmanden mere at bevise end danskeren i Monza, og jeg er spændt på, hvordan det påvirker ham. Forhåbentlig presser han med en ny stærk præstation Magnussen til nye højder.