Der er stadig en uge til det første grandprix, men allerede nu forsøger syv af de 10 Formel 1-teams at få Ferrari til at fremstå som en flok snydere, der ikke fortjener at vinde VM.

Det er en kontroversiel, sprængfarlig sag, der for alvor startede efter sommerferien sidste år. Med seks pole positions i træk var det tydeligt, at Ferrari var gået markant frem. Det fik rygterne i paddocken til at gå amok. Ferrari ’snyder’. De har fundet en måde at omgå reglerne for benzinforbrug og har derfor fået en masse ekstra hestekræfter.

For lige at tage det i opløbet, så tror jeg ikke, Ferraris kunde-teams, Haas (med Kevin Magnussen) og Alfa Romeo, kørte med den mistænkelige motor. Ferrari valgte af letforståelige grunde at holde kortene tæt til kroppen, og deres kunder får i alle tilfælde ikke ret mange informationer om de motorer, de får leveret.

Der var som sagt mange rygter om Ferrari-motorerne i eftersommeren 2019. I realiteten havde de italienske motordesignere bare læst reglementet grundigere end alle andre og haft ressourcerne til at fortolke dem tilpas kreativt. Tilpas til, at man ikke deciderede snød, men så man gik helt ud i de gråzoner, hvor Formel 1 afgøres.

Og jo mere Ferrari vandt i eftersommeren 2019, jo mere travlt fik de øvrige teams – anført af Mercedes og Red Bull – med at mistænkeliggøre italienerne.

Men ingen tog skridtet fuldt ud og nedlagde officiel protest.

For Ferraris fortolkning lå jo i en gråzone, der kunne ende med, at protesten blev afvist. Med tilhørende dårlig-taber-image til de protesterende.

Det internationale bilsportsforbund FIA indledte så på eget initiativ en undersøgelse af Ferrari-motoren, der i sidste uge sluttede med en underlig konklusion. 'Vi har indgået en fortrolig aftale med Ferrari', var udmeldingen fra FIA.

Foto: ALEJANDRO GARCIA
Vis mere

Det lyder, som om FIAs undersøgelser har vist, at Ferrari-motoren ikke opfyldte reglementets intentioner, men at italienerne på den anden side godt kunne argumentere for, at deres kreative fortolkning var dækket af reglementets bogstav.

Den slags er ikke nyt i Formel 1. Gennem sportens 70-årige historie har kreative designere gang på gang opfundet nye løsninger, der end ikke var tænkt på, da reglementet blev skrevet.

Mercedes har til denne sæson for eksempel præsenteret et nyt styrertøj/forhjulsophæng, der optimerer hjulvinklerne, når Lewis Hamilton og Valtteri Bottas trækker i rattet. Genialt og – fordi FIAs regelmagere ikke havde tænkt i de baner – ikke decideret forbudt. Men helt sikkert ikke inden for reglementets overordnede intentioner.

Men tilbage til Ferrari-motoren. Anført af Mercedes har alle teams, der ikke benytter de italienske motorer, nu skrevet et brev til FIA, hvor de i højstemte vendinger kritiserer forbundets fortrolige aftale med Ferrari.

Man sætter spørgsmålstegn ved forbundets ledelse og integritet og snakker om transparens. Og mere end antyder, at Ferrari snyder.

Men så enkelt er det ikke. Mercedes og co. kunne have fået al den integritet og transparens, man kunne tænke sig, hvis de havde protesteret officielt mod Ferrari-motoren sidste år. Så var der kommet et klart svar på, om italienerne ’snød’.

Først nu, med et halvt års forsinkelse og længe efter, alle protest-frister er udløbet, og på et tidspunkt, hvor FIA og Ferrari har klappet sagen af, kommer man på banen.

Det er for sent. Og det er efter min mening for ynkeligt. Formel 1-VM 2020 skal afgøres på banen – ikke i retten. Og det starter søndag den 15. marts.