På det personlige plan blev Japans Grand Prix en skuffelse for Kevin Magnussen. Men for hans team, Haas F1, blev løbet med Romain Grosjeans ottendeplads endnu en succesoplevelse.

Haas´ nærmeste rival i konstruktør-VM, Renault, scorede blot et enkelt point i Suzuka, og Haas er på femtepladsen i konstruktør-VM  nu kun otte point bag Renault og 26 point foran McLaren på femtepladsen.

Den fornemme placering understreger, at Haas i sin bare tredje sæson er blevet en magtfaktor i Formel 1. Og præcis derfor bliver de nu udsat for ’voksenmobning’ af de tunge drenge i klassen.
De store teams hilste ellers Haas velkommen med åbne arme, da teamet debuterede i 2016. To små teams var gået konkurs i årene forud og Manor var på vej til at køre samme vej, så man manglede lidt ’fyld’ i feltet.

At det oven i købet var et amerikansk team, gjorde kun Haas endnu mere populære blandt konkurrenterne. Formel 1 har altid haft svært ved at slå igennem i USA, og Haas kunne blive et effektivt våben i kampen for at komme ind på det amerikanske marked.

Der irriterer, at Haas udnytter muligheden for at købe hardware og knowhow af eksterne leverandører helt ud til grænsen. Derfor kaldte konkurrenter tidligere på året hånligt Haas VF-8 for 'den hvide Ferrari’.

Det irriterer, at Haas allerede er begyndt at spille med musklerne i det politiske spil bag kulisserne. Senest i den kontroversielle sag omkring det genopståede Force India-team. Her mener Gene Haas, at der reelt er tale om et nyt team, der derfor som andre debutanter ikke skal have del i TV-pengene i deres første sæson.

Og hvis det ’nye’ Racing Point Force India alligevel får TV-penge i deres første sæson, vil han da også gerne have penge for Haas´ debutsæson i 2016. Det er ikke småpenge vi snakker om – det handler angiveligt om over 40 millioner kroner.

Og det irriterer, at Haas-kørerne – først og fremmest Kevin Magnussen – kører frækt og respektløst.

Foto: DIEGO
Vis mere


Det er på den baggrund vi skal se for eksempel Renaults protest mod Haas-teamets bund i Monza. Og en række etablerede køreres udfald mod Kevin Magnussens robuste kørestil: Haas er for hurtigt blevet en magtfaktor. Og hvis man ikke kan klare dem på banen, må man prøve at sætte dem på plads på andre måder.

Haas har som bekendt appelleret diskvalifikationen af Romain Grosjean fra Italiens Grand Prix. Jeg er spændt på hvilke argumenter teamchef Guenther Steiner og co vil diske op med ved behandlingen ved FIAs appeldomstol 1. november, men i alle tilfælde er jeg bange for, at man næppe får omstødt diskvalifikationen.

For det første er der ingen tvivl om at den bund Haas kørte med i Monza ikke opfyldte reglementet (og at teamet vidste det), og for det andet er det bare sjældent, at FIAs appeldomstol omstøder domme.

Men Haas behøver heller ikke at slå konkurrenterne i retssalen. De klarer det fint på banen!