I denne uge kom meddelelsen, Formel 1 har ventet på:

Pirellis nyudviklede 2020-dæk droppes, og man kører næste år videre med 2019-dækkene.

2019-dækkene blev i løbet af den netop afsluttede sæson ellers udsat for massiv kritik – først og fremmest fra Kevin Magnussens Haas-team. Her kunne man som regel ikke udnytte dækkene, fordi de faldt uden for det temperatur-spænd ('vinduet'), hvor de fungerede optimalt.

I foråret hørte jeg rigtig mange gange teamchef Günther Steiner snakke om, hvor meget han glædede sig til de nye 2020-dæk, som Pirelli lovede, ville have et større vindue.

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Derfor ligner beslutningen om at fortsætte med de eksisterende dæk umiddelbart en rigtig dårlig nyhed for Haas.

Men sådan er det heldigvis ikke.

For det var ikke dækkene, der ødelagde Haas' 2019-sæson. De var kun symptomet. Årsagen til, at dækkene faldt ud ad vinduet, var Haas VF19's aerodynamik.

Det er meget teknisk det her, men jeg skal gøre det så enkelt som muligt:

Aerodynamikken skabte god downforce i de hurtige sving, hvor Haas VF19 var blandt sæsonens allerbedste biler.

Men i langsomme sving, hvor bilen skulle skifte retning hurtigt, 'forsvandt' downforcen, og så begyndte bilen af skride. Det belastede dækkene, der ikke kunne holde sig i vinduet.

Efterhånden som de øvrige team fandt sig til rette med 2019-dækkene, begyndte Haas' kritik at lyde mere og mere søgt.

Til sidst indrømmede man da også, at det var aerodynamikken og ikke dækkene, der var det reelle problem med VF19.

Men det hører også med i billedet, at Haas i en vis grad selv var skyld i den manglende 'forståelse' af 2019-dækkene.

De blev introduceret for alle team ved en test umiddelbart efter 2018-finalen i Abu Dhabi. Ferrari indsatte Sebastian Vettel i testen, Mercedes stillede op med Valtteri Bottas, og Red Bull havde Max Verstappen i bilen. At de store team brugte så erfarne kørere, indikerede, hvor vigtig testen var.

Haas F1 Team? De stillede op med Pietro Fittipaldi og Louis Deletraz, der tilsammen har kørt præcis nul grandprixer.

Jeg ved ikke, om Haas undervurderede dæktestens vigtighed, eller de bare havde brug for pengene fra Fittipaldis og Deletraz' sponsorer. Men resultatet var i alle tilfælde, at Magnussen og Grosjean startede 2019 med mindre kendskab til dækkene end deres konkurrenter.

Hvor står Magnussen og co. så nu?

Jeg er overbevist om, at det er en fordel for Haas, at man fortsætter med 2019-dækkene. 2020-dækkene har vist sig ganske anderledes end forgængerne og ville derfor kræve en betydelig tilvænning.

Den forløbne sæson understregede, at Haas som feltets mindste team havde sværere ved denne øvelse end de større konkurrenter.

Det er ikke overraskende, for Haas har én mand, der er dedikeret til 'dæk-forståelse' – de store team har hele afdelinger til den slags. Hvis Haas skulle starte endnu en sæson med nye dæk, ville man på grund af de manglende ressourcer igen hurtigt komme bagud.

Og Haas har forstået, at aerodynamikken skal være i orden, før dækkene fungerer. Og man sørger for, at VF19'erens problem med langsomme vinkelsving ikke flytter med over i den nye VF20'er.

Dét er baggrunden for, at Haas i lighed med de ni øvrige team stemte for at forkaste 2020-dækkene og fortsætte med 2019-generationen.

Og dét er baggrunden for, at Kevin Magnussen står til markant fremgang i 2020.

Peter Nygaard er B.T.s Formel 1-korrespondent.