På grund af coronavirus er der beholdere med håndrens overalt i paddocken i Albert Park.

Dem vil der være god brug for i de kommende dage, for der er mange, der forsøger at vaske hænder, efter at Australiens Grand Prix 2020 udviklede sig til den største skandale i Formel 1-historien.

Beslutningen om at aflyse løbet kom så sent, at den efterlod Formel 1-organisationen, bilsportsforbundet FIA og de lokale arrangører i et skummelt, skandaløst lys.

Lewis Hamilton sagde det ligeud: »​Cash is king,« var verdensmesterens beskrivelse af Formel 1-organisationens forretningsmoral.

Allerede da jeg onsdag ankom til Albert Park, var det tydeligt, at det ville være uansvarligt at gennemføre løbet.

Mens resten af verdenen lukkede ned på grund af coronavirussen, insisterede Formel 1 og de lokale arrangører af Australiens Grand Prix på at samle langt over 100.000 racerfans i Albert Park.

Og i paddocken var hundredvis af folk fløjet ind fra corona-smittens europæiske epicenter i Norditalien. Selvom Ferrari traditionelt serverer paddockens bedste kaffe, var der ikke mange espresso-kunder hos Den Stejlende Hingst.

Alle var nervøse, og det blev ikke bedre, da teammedlemmer fra McLaren og Haas gik i frivillig karantæne, mens de afventede svar på, om de var ramt af den frygtede virus.

Folk fra Ferrari-teamet forlader Albert Park
Folk fra Ferrari-teamet forlader Albert Park Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Selv efter McLaren-fyren var testet positiv, var meldingen fra de såkaldt ansvarlige, at løbet ville blive gennemført.

De tidligere verdensmestre Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen tog så sagen i egen hånd, forlod Melbourne og fløj hjem.

Natten til fredag holdt alle parter - inklusiv cheferne fra de 10 teams - møde. Og det var teamcheferne, der endelig fik fremtvunget den beslutning, der i dagevis havde fremstået som den eneste rigtige: at aflyse Australiens Grand Prix.

Man følte dog ikke noget behov for at informere de op mod 100.000 tilskuere, der for mange tusinde kroner havde købt billetter til fredags-træningen.

Da jeg kom til Albert Park fredag morgen, var der lange køer foran alle indgange. Tilskuerne havde taget turen til Albert Park i tætpakkede sporvogne, og de undrede sig åbenlyst over, at portene til parken ikke blev åbnet.

Så sent som klokken 08.00 havde de jo på nationalt tv hørt arrangørerne forsikre om, at weekendens program ville blive gennemført som planlagt.

Klokken 10.05 fik jeg en mail fra Mercedes, hvor verdensmestrene gjorde opmærksom på, at medarbejdernes helbred havde førsteprioritet – og at man derfor var begyndt at pakke sammen for at rejse hjem til Europa.

Og så, klokken 10.07, kom FIA, Formel 1-organisationen og de lokale arrangører endelig på banen med en meddelelse om, at Australiens Grand Prix 2020 var aflyst.

Det var ikke pæne ord, jeg i de følgende minutter hørte fra tilskuerne foran de porte, der aldrig blev åbnet.

Man følte sig med rette taget ved næsen, og ingen var i tvivl om, at den sene beslutning om at aflyse hang sammen med at parterne sloges om regningen.

Som sagt er det en skandale, og nu ved ingen, hvordan Formel 1-VM kører videre. Da jeg forlod mediecenteret, var der flere kollegaer, der sagde: »Vi ses i Baku.«

Og ja, efter den skandaløse weekend i Melbourne ser Aserbajdsjans Grand Prix i Baku i starten af juni nu ud til at blive første afdeling af VM.