Magnussen overtager Grosjeans ingeniør.

Kevin Magnussen var ked af at miste sin personlige ingeniør, Giuliano Salvi, da italieneren efter 2018-sæsonen blev kaldt tilbage til Ferrari. Men nu har Haas-teamet sat navn på danskerens nye ingeniør. I den kommende sæson er det Gary Gannon, der skal arbejde sammen Magnussen.

Den erfarne Gannon har siden Haas-teamets debut i 2016 været personlig ingeniør for Romain Grosjean.

Salvis afgang har betydet, at Haas nu har omorganiseret ingeniør-teamet, og derfor 'overtager' danskeren Gannon.

Gary Gannon (th.), der her ses sammen med Magnussens holdkammerat Romain Grosjean.
Gary Gannon (th.), der her ses sammen med Magnussens holdkammerat Romain Grosjean.
Vis mere

Gary Gannon blev uddannet på Cornell University i 1995-99 og startede allerede efter sin eksamen med at arbejde i motorsport. Han tilbragte 10 år i amerikansk racing, hvor han arbejdede både i IndyCar og i den amerikanske Le Mans-serie.

I 2011 fik han sit første job i Formel 1 hos det lille Marussia/Manor-team.

I 2015 blev han en af de første medarbejdere i det nye Haas-team.

»Som ingeniør knokler man i mange, mange timer, men i sidste ende er det køreren, der sidder bag rattet. Det er vores opgave at give ham en bil, hvor han kan vise sit talent. Når det lykkes – når vi giver ham en bil, der gør det muligt for ham at køre en lille smule hurtigere end forventet, føler man: 'Yes – vi gjordet det',« siger Gannon om sin rolle.